Hun virrede lidt med hovedet, det ny permanentet grå hår, rørte sig næsten ikke, hvor var det godt at Lesley havde insisteret på, at hun var blevet permanentet i onsdags eller var det i tirsdags.
   Isobel så sig lidt forvirret omkring ”bliv siddende” havde han sagt og så sad hun her. Alt var hvidt vægge, gulve, møbler, men mærkelig nok, var her intet loft, bare en meget smuk blå himmel. En varm brise løb hen over hendes ben. Den sidste tid var ikke rar at tænke på, nætterne havde været de værste, hvorfor var det nu at det blev mørkt, det var vist noget med dag og nat. Hun havde været bange for mørket og det var først efter et stykke tid, at hun turde forlade huset, men udenfor var det også mørkt, meget underligt.
   Lesley plejede at sige godnat når hun gik, men Isobel kunne ikke huske hvad godnat betød. På gaden holdt de mest ejendommelige kasser, med fire sorte runde ting, hun mente helt sikkert at de hed hjul. De mindede hende om noget fra da Bill levede, men når hun rørte ved dem, begyndte de at hyle og blinke især den blå ved nr. 11. Hun synes at kunne huske at de var til at sidde i og når nu det var så mørkt og hun var så bange, så havde det været skønt at sætte sig ind i de dersens kasser. For øvrigt så frøs hun også rigtigt meget, hun havde vist også glemt at tage tøj på.
   Den hvide bænk var varm og behagelig og for første gang i meget lang tid, følte hun sig tryg, selv om Ann og Bobby havde været kede af at tage afsked med hende. Isobel lænede sig forventningsfuldt tilbage, manden havde sagt, at noget familie ville komme og hente hende. Pragtfuldt, for det var faktisk familie hun savnede, mon Donald også var her, eller måske både Bill og Donald.
   Hun så ned på de brune sko, et lille smil brød frem, han havde nu været meget sød den betjent, der havde samlet hende op ved jern broen. Han havde snøret hendes sko, givet hende et tæppe om skulderen, pinligt at hun var iført sin underkjole, og så var det ikke engang den nye smukke cremefarvet, Kate havde købt til hendes fødselsdag, men den grålige gamle fra dengang da alting var lysere. Her i disse smukke omgivelser var tankerne, om den sidste tid knap så skræmmende som de havde været på Caledonian Road.
   En lyd nåede hende og hun vende sig imod lyden, der kom de. De var der alle sammen, en lykkefølelse spredte sig i hendes mave, selv mor og far var der. Åh det var bare så godt at se dem alle igen.