På rejse i rummet
De små Kentauer vækkede dem med noget der lignede musik, toner der faldt og steg, blev gentaget og trukket ud på en anderledes måde end Armand var vant til at høre. Det lød for ham nærmest som en klagesang fra et strengeinstrument der ikke var opfundet endnu. Li syntes det lignede gammel Kinesisk musik, og fortalte Tao-Sen det lød skønt, vækkede søde minder om hendes barndom.
Skyd den kat! sagde Armand og grinede. Li syntes ikke om den bemærkning og skændte på ham. Kaldte ham for et fattigt menneske uden musisk smag.
De blev afbrudt i deres lille venskabelige diskussion, Soki kaldte på dem, på engelsk. Li smilede til Armand, og bemærkede at Soki talte sproget godt, næsten fejlfrit. Soki bød på morgenmad, skulle være deres tolk i den tid de var om bord på rumskibet. På kejserens planet var der folk der talte den interstellare dialekt, som både Tao-Sen, Li og Armand i dag ubesværet brugte i dagligdagen.
Soki fortalte dem, at han også talte det interstellare sprog, men han syntes det var sjovere at bruge deres sprog.
Dagene gik. De var rundt i hele rumskibet, der var gigantisk stort efter deres forhold. Den lille familie nød opholdet. Der var indrettet rum til dem, nærmest en lille lejlighed med to værelser og bad. Sikkerheden om bord på fartøjet var de sat ind i. Kendte de forskellige alarmsignaler, hvis der opstod situationer der var til fare for rumskibet. De vidste hvor der var ekstra beskyttelsesdragter de skulle iføre sig, når alarmen lød.
Flere gange på deres rejse lød alarmerne. De mødte op i de rum de skulle opholde sig i under de forskellige alarmer. Alle alarmer til nu, havde kun været sikkerhedsalarmer, for at indøve de fremmede i at færdes i det store rumskib.
En nat vågnede de ved alarmen til kamp, den hylede. Ved siden af dem stod Soki og en kvinde med deres rumdragter. Begge skyndede på dem. Rumskibet havde været skygget i længere tid af et ukendt fartøj. Nu var de blevet angrebet og situationen var alvorlig. De mærkede de svage rystelser når rumskibet blev truffet af de fremmedes våben. Hurtigt var alle tre i tøjet.
Soki, og kvinden der hed Sali, ledte dem til en sektion de ikke havde været i før. Her ventede et mindre krigsfartøj på dem i en hangar. Hurtigt kom de om bord, blev anbragt i tre sæder bag navigatørerne.
På skærme kunne de følge med i hvad der skete. De forlod hangaren og bevægede sig med høj hastighed bort fra det store moderskib. Mange mindre krigsfartøjer kæmpede allerede rundt omkring moderskibet. De så lysende ukendte cigarformede fartøjer, der sendte flaksende lys mod rumskibet. De så træffere ryste det. De så nogle af deres egne små krigsfartøjer tilintetgøre fjenden, for derefter selv at gå til i et flammehav. Eksplosioner, inferno af ild og røg omgav det rumskib de nu i hast bevægede sig bort fra.
Soki forklarede dem, at Kejseren havde beordret dem i sikkerhed. To mindre jagere skulle beskytte deres lille rumfartøj. I det lille rumfartøj var der soldater der bemandede kanoner og andre våben. De kunne forsvare sig, hvis de blev forfulgt eller angrebet. Det var både Li og Armand trygge ved.
De små jagere vimsede omkring dem. Der var to personer i hver jager. En skytte og en navigatør. Sammen udgjorde de en lille, men slagkraftig enhed. Et enkelt fjendtligt fartøj brød ud af den formation, angriberne havde lagt omkring det store moderskib, og optog forfølgelsen af dem. De to jagere lagde sig beskyttende bag dem, cirklede rundt om deres egen akse og skød på det fremmede fartøj.
Med hjælp fra de våben der var om bord på deres flygtende rumfartøj varede kampen kun få minutter. Det fremmede fartøj forsvandt i et inferno af ild og blåt lys. Efter kampen indtog jagerne atter deres pladser på siden af rumfartøjet.
Li og Armand talte med Tao-Sen, for at høre om han var bange. Han smilede til dem og svarede, at det var han ikke. Sali havde forsikret ham om, han kunne være helt rolig, hun skulle nok passe på ham. Li smilede til sin søn og klemte hans lille hånd i sin.
Opholdet i rumfartøjet var ikke det mest behagelige. Mad to gange om dagen, flydende, på flaske, men nærende. Tao-Sen fik dog lidt flere måltider. Det sørgede Sali for. Sovepladser var der ikke. Sæderne kunne vippes i liggende stilling, men de var ikke behagelige at sove i. Vaskede blev de ikke. Armands skæg voksede, det morede de små Kentauer-soldater, der sagde de ville sende et billede af Armand til deres fjender. Det ville helt sikkert skræmme dem fra vid og sans.
Efter et par dage med ro var der nyt om det rumskib de havde forladt så hastigt. Det var blevet alvorligt beskadiget. Kampen havde varet i mere end to døgn, men Kentauerne havde vundet kampen. Moderrumskibet var nu på vej til en fjern planet for reparation. Andre krigsfartøjer var i hast blevet tilkaldt for at hjælpe med at nedkæmpe den ukendte fjende. Nu ledsagede de det beskadigede moderskib i sikkerhed.
Fjenden var slået på flugt, men de vidste ikke hvem deres fjende var, eller hvor han kom fra. Fjenden havde brugt våben de små Kentauere ikke kendte. Dog var det lykkedes dem at erobre et mindre krigsfartøj helt uskadt, og nu så de frem til at lære om deres fjende, samt de våben de ikke før havde kendt eksistensen af. Alle kunne nu trygt fortsætte deres rejse.
Kejseren havde sendt et andet rumskib for at møde og beskytte det lille krigsfartøj. Rumskibet, der var meget svært armeret, skulle tage Armand og hans familie om bord.
De glædede sig til igen at få normal mad, og ikke mindst til et varmt bad og lidt mere plads.