Li og Armand alene

   Li sov i mange timer, Armand blev efterhånden urolig for hende. Af og til så han på hende, hun var meget smuk. Lidt lille, men hendes skæve øjne var charmerende. Dybsorte, så man næsten ikke kunne se pupillen. Hendes smil var afvæbnende. Hver gang de mødtes, havde hun altid smilet til ham, på en måde der havde gjort ham genert og varm om hjertet.
   Men hendes rolige åndedræt fortalte ham, at hun hvilede. Af og til hørtes en let snorken. Armand smilede for sig selv. Nu havde han et menneske at tale med, lægge planer sammen med, og diskutere hvordan de kom videre i det liv, de nu var tvunget til at tilbringe sammen resten af deres dage. Langt fra kendte galakser.
   Li var et menneske, en kollega han havde tillid til og stolede fuldt og fast på. Hun var en veluddannet kvinde, der ikke gik af vejen for at lave andet end det hun var med for, nemlig at kontrollere den kvindelige besætnings helbred løbende, følge deres sundhedstilstand.
   Li havde en kollega, der tog sig af de mænd der var på rumstationen. De færre kvinder havde givet Li mulighed for at lære om rumteknik, og deltage i andet arbejde end det rent lægelige. Hun var reservetekniker, der skulle udføre rutiner i forbindelse med vedligeholdelse af udstyret. Det var årsagen til hun så hurtigt havde været i stand til at genskabe balancen i modulet.
   Armand nød den behagelige varme. Instrumenterne fortalte ham at alt var i orden i hans modul, men også at der ikke var nogen forbindelse til resten af rumstationen. Igen og igen havde han kaldt jordstationerne, havde hørt deres svar, og forstod de arbejdede under højtryk for at finde en løsning på, hvordan de kunne komme ham til hjælp. Men Armand vidste også, at den hastighed de nu bevægede sig med, og som konstant øgedes, ville gøre alle forsøg på redning umulige. Han håbede dog på, at de i det mindste kunne bruges til noget nyttigt, så andre astronauter der havnede i samme situation, kunne lære af det de nu var udsat for.
   Han havde meldt tilbage, de var to om bord i modulet, at Li hvilede og at alt fungerede som det skulle. Han havde ikke givet udtryk for sin bekymring for, at de var tabt for evigt.
   Li rev ham ud af hans tanker. Et stort smil og rare øjne så på ham. Hun ønskede ham en god morgen. Hun havde sovet som en sten, og var forundret over han ikke havde vækket hende. Tiden måtte de ikke glemme at holde kontrol med, den var vigtig for dem begge, for deres fremtidige liv sammen i rummet.
   De gennemgik efter et hurtigt måltid, deres situation. Begge var de rolige og fattede. Aftalen med jordstationerne var fra første færd, at de skulle komme med forslag til hvad der kunne gøres for at stabilisere deres situation. De blev pålagt at holde kontakt en gang hver tolvte time til jorden.
   Situationen var ikke akut kritisk, de havde forsyninger til fire måneder, havde vand nok, og genbrug af ilt og andre fornødenheder virkede efter hensigten. Længe diskuterede de om forskningen skulle fortsættes, eller de for at spare resurser skulle standse alt og gemme alle energier til sig selv. De ville afskyde alt det materiale der var biologisk ligegyldigt eller farligt. De havde ikke opgivet håbet om at kunne komme til beboede galakser.
   Hele den procedure tog det meste af to dage. De skiftedes til at sove og arbejde, og kun det tunge var de fælles om. Li havde insisteret på at undersøge deres fysiske tilstand, det havde gjort ham lidt genert, og havde moret hende. Hun fandt dog, at de var i en fortræffelig god kondition.
   Deres forhold udviklede sig meget positivt, efterhånden som dagene gik. På bedste pædagogiske vis havde de hver især fortalt om sig selv, deres opvækst og familieliv. Deres savn og de ønsker de havde for fremtiden sammen i rummet. De havde en fortrolighed som et ægtepar.
   Dog var de enige om, at det seksuelle skulle holdes udenfor deres fælles aktiviteter, de var professionelle forskere i en ulykkelig situation.
   Efter en god søvn, var Armand nu tilbage ved døren ind til kontrolrummet. Stille åbnede han den og hørte Li græde, hun talte kinesisk. Der var fortvivlelse i hendes stemme. Armand genkendte den fremmedes stemme som tilhørende Hahn, chefen i det kinesiske rumcenter på jorden.
   Efter et par minutter hvor han var stille for ikke at forstyrre dem, forstod han pludseligt at de skændtes over noget han ikke vidste hvad var. Han brød ind i deres samtale, og forlangte de talte Engelsk, der var det officielle sprog på rumcentrene. Li rystede grædende på hovedet og bad ham tie. Det gjorde ham vred, og beslutsomt koblede han sin egen radio til hovedradioen og meldte sig.
   Længe var der stille, så hørte han et klik, de blev afbrudt. Skærmen med data fortalte det med små biplyde og vandrette streger.
   Han kaldte jordstationen igen, og forlangte at blive informeret om hvad der foregik. De var jo alle enige om, det var ham der nu var chef på modulet. Man havde, uden hans viden og accept, kontaktet Li. Havde talt et sprog der ikke var autoriseret. Det alene var skyld i hans vrede. Men radioen forblev tavs. Armand bandede for sig selv, tog om Li for at trøste, og få at vide hvad der var sket.
   Grædende fortalte hun, at hun var tillagt det meste af skylden for katastrofen. At Hahn havde hørt fra redningsmodulet der nu var på vej mod jordbasen, at Li havde overset en advarselslampe under dokningen af den satellit, der havde været årsag til hele katastrofen.
   Men hun havde ikke været involveret i den fatale dokning. Godt nok havde hun været i kontrolrummet minutter før katastrofen, men var på det kritiske tidspunkt på vej over i en af armene der førte til det modul de nu befandt sig i.
   Li var utrøstelig, selvom Armand tog hendes rystende krop ind til sig, kælede for hende, som en far eller ægtemand ville have gjort. Li græd hjerteskærende, gentog igen og igen at hun var uskyldig, og at hun ikke kunne have gjort andet end det hun skulle ifølge katastrofeplanerne, nemlig skynde sig i sikkerhed i det nærmeste modul, da alle alarmerne var begyndt at hyle.
   Efter mere end en time faldt hun lidt til ro. Armand fulgte hende til soverummet, og hjalp hende ind i en af køjerne. På mindre end to minutter sov Li tungt og dybt.
   Armand var forbandet, vidste at det var Sen der stod bag tilsviningen af Li. Langt ude i rummet havde de ikke en chance for at forsvare sig. Alle vidste de var tabt for evigt, at de aldrig ville nå tilbage til jorden, så det var nemt at give dem skylden for katastrofen.
   Mange timer gik, hvor Li bare sov. Af og til talte hun i søvne, græd, men han ville ikke vække hende. Måske drømmene ville afklare hendes sind, hendes skyldfølelse for den katastrofe der var sket, men som hun på ingen måde havde andel i.
   Armand var flere gange i kontakt med jordstationerne, der kun kunne bekræfte deres teori om, at Li blev tillagt en stor del af skylden for ulykken, det havde Sen bekræftet. Det var ligegyldigt nu, havde de sagt for at opmuntre ham. Men vredt havde Armand afvist deres anklager.
   Rumcentrene på jorden bad dem fortsætte deres arbejde i rummet, og sende resultaterne tilbage til Jorden. Særligt deres muligheder for overlevelse, havde de interesse i. Armand havde igen meget vredt afvist deres anmodninger. Hvis de ikke trak deres beskyldninger tilbage omgående, ville han afbryde alle forbindelser til Jorden.
   Kontrolcentret bad om et par dage til at forhandle i, men også det afviste han. Når han sagde omgående, mente han omgående. Det fælles jordcenter havde fastholdt, at det ville de ikke kunne klare på så kort tid. Sen stod fast på sin udlægning af årsagen til katastrofen. Det fik Armand til at forbande Sen, og afbryde forbindelsen med Jorden.
   Efter at have gennemtænkt deres situation i nogle timer, traf han en alvorlig beslutning. Han vidste at Li talte sandt, og besluttede sig for ikke oftere at kontakte nogen af de jordstationer, det var muligt at få forbindelse med. Fremover ville alle radioer være slukkede, og han ville forbyde Li at tænde dem. Det var den bedste måde at tackle netop deres problem på.
   Han begyndte at sortere alt det der ikke var brug for i rummodulet og sende det ud i rummet. Efter flere timers arbejde var han tilfreds med resultatet. Lige nu vidste han ikke, hvorfor han stadig bevarede håbet om en fremtid, måske arbejdede han bare automatisk, efter det han havde lært om nødsituationer.
   Armand følte sig efterhånden træt, og lagde sig på en køje ved siden af Li. Længe lå han og betragtede hende, følte hun var som et såret dyr, der havde behov for beskyttelse og ømhed fra ham. Når han havde hvilet, ville han begrunde sin beslutning om ikke at kontakte jordstationerne mere. Beskeden lå på kommandopladsen. Vågnede hun først, skulle hun vække ham om syv timer fra nu, det var den tid han behøvede at sove i, for at føle sig udhvilet.