Du tror du har alt.
   Du tror du har den smukkeste pige, og den største kærlighed og det flotteste og mest unikke forhold.
   Sådan et forhold andre misunder, og håber at kunne få bare en lille bid af i deres sørgelige liv.

Du tror det er jer to mod hele verden, at I kan klare det hele sammen, for hvordan skulle noget dog kunne bryde jeres bånd - det bånd der gjorde jer til soulmates fra første øjenkast?

Du tror, lige indtil du indser at du troede, at hun sgu egentlig ikke er helt så køn som kiosk pigen du køber smøger af, at jeres sex sgu egentlig ikke er så fucking fantastisk, at i faktisk ikke laver så meget andet end sumpe fjernsyn, at hun er lige lovligt hysterisk, og er for irriterende når hun er fuld, og at hendes venner egentlig altid har været nogen fjolser.

Du troede at alt ville være som det var, for det var noget der var, og ikke er mere. Der som hun ligger og sover fredfyldt på din brystkasse, med små sitrende fingre i drømmeland, var det mest fantastiske for dig en gang, nu ville du ønske hun lå inde i sengen så du kunne se speedway i fred.

Og hendes forfærdelige katte er rigtigt begyndt at gå dig på nerverne, for i starten overså du det da helt og var forblændet af alting. Du befandt dig i et eller andet Danielle Steele helvede af en kærligheds roman, der ingen ende ville tage.

Du troede at det hele ville være, være noget der holdt altid, og at jeres børn blev de smukkeste og mest succesrige, men hun ville ikke have børn pga. hendes smukke figur, og det slog du dig da til tåls med, for du forguder da også den krop, men tanken om at det efterhånden kun er det du forguder, nager dig. At det egentlig kun er sex og separationsangsten der holder jeg sammen.
   Du troede aldrig du skulle tænke sådan.
   Du troede virkelig den var der denne gang.
   Og du tror at det du tror, er sandt, eller tvinger dig til at tro det, imens du trækker trusserne af pigen fra kiosken.