Klippens Profeti
   Han sad og stirrede ud over sletten. Prøvede at få øje på dem. Øjnene. Nogle af de yngre sagde, at de havde set dem omkring ved den guddommelige Klippe. Øjnene. Men man kunne heller aldrig vide med de små unger. Noget andet var så, at Ara havde sagt, at hun også havde set dem. Hun var straks mere troværdig.
   Nej, nu gjorde han det igen, havde mistro til de små. Den første lov sagde jo, at man ikke måtte lyve og det gjorde man jo ikke her i hovedstaden, såvel som de andre byer. Nogen af de ældre havde også fortalt om Øjnene.
   Nå, væk med tankerne, ellers ville Klippen se det som en fornærmelse, at han var klogere end den. Gudens Klippe, den alvidende og altseende Klippe.
   Lukket af for tankegangen, nåede han ud til Klippen. Den gik ham kun til omkring brystet og vejede faktisk ikke ret så meget. Det var nok også derfor den var deltagende i alle hovedstadens festivaler og ceremonier. Han kiggede sig godt omkring efter Øjnene men kunne ikke se noget.
   Han gik rundt om Klippen og fandt stedet hvor han havde skrevet sit navn på den, da han var blevet voksen. Det var en test, altså at finde en ledig plads på stenen. Der havde rent faktisk ikke været en plads, men han havde bare ridset et navn væk, personen var jo alligevel død, og så skrevet sit eget. Han havde også gjort plads til Ara’s for hun var efter ham til, at blive voksen. Da Ara var kommet hjem spurgte hun ham hvorfor han havde slettet sine forældres navne fra Klippen, de var jo i live.
   Han huskede landets anden lov: 'ingen tanker i nærheden af Klippen, ellers føler den sig dum'. Han besluttede sig derfor, at gå hjem igen og se til Ara. Hun var blevet så mærkelig her på det sidste. Så... ikke-troende. Noget om, at verden var meget større end deres allerede enorme land.
   Hov, han havde nær glemt, at se efter om Klippen havde givet dem noget nyt mad. Klippen var nemlig altid så gavmild til, at skaffe mad for hele landet og den gjorde det hele tiden. Hver gang der kom nyt mad, samledes hele hovedstadens befolkning og fik bragt det til hovedstaden, hvorefter det blev ført ud til de andre og mindre byer. Men nej, der var ikke noget mad.
   Pludselig var det som om nogen stirrede på ham. Han kiggede dybt rundt på hvert enkelt græsstrå han kunne se, men han kunne ingen øjne se, selvom han stadig havde fornemmelsen af, at blive spioneret. Nå, men han måtte nok hellere komme ind i hovedstaden hvor han var i sikkerhed. Han var bange for Øjnene, men alligevel var han for nysgerrig til, at hans frygt kunne holde ham i kort snor.
   Han gik og gik og gik. Han havde været næsten ude ved kanten af verdenen. Deres verden var så stor, at man på en hel dag kunne nå fra den ene ende til den anden og hovedstaden lige i midten af det hele.
   Efter at have gået et par timer, med Øjnene i nakken, så han i horisonten en skikkelse der vinkede til ham. Det måtte være Ara. Det var det.
   "God dag Xon," sagde hun da hun kom nærmere, og kastede armene om ham. "Jeg er på vej ud til Klippen, vil du med?" Hendes silkebløde stemme fortryllede ham og der gik nogle øjeblikke før han frik revet sig løs.
   "Jeg kommer lige derude fra," svarede han.
   "Jamen jeg kommer jo til, at kede mig så forfærdeligt uden selskab," sagde hun og fik ham lokket med.
   Da de efter et par timers gang kom ud til Klippen, satte Ara sig ned på hug ved klippen og studerede alle de navne der var på den side.
   "Jeg tror, at Klippen har efterladt os en besked igennem alle disse år. Fra sin skuldertaske tog hun et stykke papir, et lille glas med blæk og en gåsefjer. Efter at have undersøgt hele Klippen nøje, begyndte hun fra det ældste navn, skrev et enkelt bogstav og arbejde sig så ned af med alderen. Efter et par timers arbejde, rejste hun sig og gav papiret til Xon, som så læste højt.

En dag vil en ung pige løsrive sig fra Klippens magt og læse denne besked. Verden er større uden for hegnet, og menneskene skal vælge en der kan befri dem fra deres fængsel. Dette skal være en som ikke har sin deltagelse i denne besked. Personen vil møde ukendte venner og endnu mere ukendte fjender på sin færd, men tror den udvalgte, at hans søgen skal lykkes, vil den også det. Slut på besked fra Klippen.
   P.S. Lykkedes det, vil den udvalgte få en præmie, når denne engang vender tilbage.
   Mange hilsener Klippen.
   Xon kiggede længe på papiret, ude af stand til, at regne ud hvad det betød. Hvordan kunne verden da være større. Han synes jo allerede, at den var alt for stor for ham til, at kunne fatte den i en tanke.
   "Hvad siger du så?" spurgte Ara, tog papiret og pakkede sammen.
   "Det ved jeg ikke," svarede Xon, stadig tænkende over budskabets betydning. "Hvorfor har Klippen valgt os, at give sådan en besked, netop lige nu?"
   "Jeg ved det ikke," sagde hun, "men jeg var herude i går, og lige inden det begyndte at regne, lagde jeg mærke til nogle fodspor der var alt for dybe i forhold til vores fodspor."
   "Du ved ikke hvor de kommer fra?" spurgte Xon. "Måske er det klippen der har skjulte fødder?"
   "Tja, det kan sagtens være," svarede hun og kiggede endnu engang ned på papiret. "Hvad tror du klippen mener med en som ikke har sin deltagelse i denne besked?"
   "Jeg har faktisk ingen anelse, hvem er da dem der deltager i den?"
   "Det ved jeg ikke noget om, jeg har kun kommet frem til selve beskeden, nu vil jeg så videregive den til Rådet. De må da vide hvad vi skal gøre."
   "Ja, det tror jeg også." Han kiggede op mod himlen og så lyset var ved, at kravle under dynen. "Det er ved at blive sent, skal vi ikke se og komme tilbage?"
   "Jo, lad os hellere det." Hun kiggede også op og begyndte at pakke sine ting ned i tasken, hvorefter de i fællesskab forlod Klippen.