Og hun stillede sig i stuedøren, og ventede. Ventede bare på at de så hende.
   Svimmel. Alt snurrede rundt.
   Lyden af tunge, mørke dryp mod gulvet trængte gennem fjernsynets falske latter ind i hendes bevidsthed. En Evanescence sang kørte rundt i hendes hoved, men hun kunne kun fremkalde den ene lille del; "Please, please, forgive me!".
   Tilgiv mig. En bøn der aldrig var kommet over hendes læber, hverken på dansk, tysk eller engelsk, eller på noget andet sprog hun kendte til. Hun havde tænkt den så ofte, men hendes stolthed forbød den adgang til nogen anden verden end hendes egen. At ønske tilgivelse krævede at man fortrød, og hvor hun dog fortrød nu. Men fik hun ikke altid at vide, at det ikke nyttede at fortryde? Fortiden kunne man alligevel ikke ændre. Men man kunne rette op på den, hvis man var stærk nok. Var hun det? Det var hun engang, eller, det var i hvert fald sådan hun huskede det.
   Alt kørte rundt, blev en blanding af to verdener; stuen og hendes tanker. Hun så dråberne blive til roser, der visnede i den stille, silende regn fra hendes øjne.
   Hvor ofte havde hun ikke forestillet sig en situation som denne? Men det havde ikke været dem, der sad der. Ikke i hendes tanker. I hendes verden var det ham, og han havde taget hende ind til sig og grædt at hun ikke måtte dø, for hun var hans univers. You are my universe. Han havde så ofte fastslået det, at han elskede hende, men han var så langt væk. Hun ville bare være fri med ham.
   Hun havde for nylig mødt en, der mindede lidt om ham og hun havde ladet denne fremmede kysse hende. Hun havde følt sig fri for en tid, men da hun kom hjem fandt skyldfølelsen hende og hun fortrød så inderligt og ville så gerne tilgives. Og han havde tilgivet hende, selvom hun ikke havde bedt om det, og selvom hun måske ikke fortjente det.
   Ville de mon tilgive hende nu? Hun havde gået sine egne vegne og brudt deres rammer og det vidste hun. Men de forstod hende ikke, det havde de aldrig rigtig gjort. Hun levede i et spind af løgne og hemmeligheder, hun levede i en verden, hvor hendes sandhed gjaldt. Selv hendes veninder vidste kun lidet.
   Hun havde aldrig helt stolet på sine forældre, hun var bange, sæt de ville stænge hendes vinger! Hendes vinger... De var sårede.
   Hun drejede hovedet, det hele væltede, men hendes fødder var groet fast ved rosernes halvdøde rødder. Uden for vinduet blødte himlen og alt var blevet betryggende sort. Hvor hun dog længtes efter at være svøbt i tusmørkets bløde vind. Bare lade sig falde ned i det kolde græs og høre træernes røst.
   Evanescence dukkede op igen, denne gang en anden sang. "I can hear you in a whisper but you can't even hear me screaming!" Det var det. De havde aldrig forstået hendes stumme skrig. Altid havde hun prøvet selv, men inderst inde havde hun skreget. Lige som hun nu stod og skreg, stille. Skreg en bøn om tilgivelse. En bøn...
   Og hun havde ikke engang mødt ham endnu! Hun havde aldrig fortalt dem om ham, for hun var bange for at de ville tage ham fra hende, nægte hende kontakten.
   Hvis de bare kunne tilgive hende... Hvis de bare kunne forstå hende! Hvis bare han kunne tilgive hende.
   Hun havde fundet sin gamle ven igen. Kold og blank.
   Hun sled blikket væk fra ruden, de havde endelig set hende. Det hele var så utydeligt og de sagde underlige ting til hende. Hun kunne jo ikke svare på et sprog hun ikke forstod... De havde vist fået øje på de mørke roser, der dryppede fra hendes vens værk, der, hvor den så ofte havde bidt sig ind. Nu havde den bidt sig ind til den marmorhvide skat, der gemtes bag hendes ellers så mørklødede, tætte klæder.
   Og pludselig var han der, hendes elskede. Han holdt om hende som han så ofte havde gjort i hendes drømme.
   "I'll catch you when you fall." Det lovede han hende. Og hun faldt og han greb hende så kun hendes hår rørte roserne.
   Hun hørte dem råbe usammenhængende.
   Hun så hans mørke øjne som hun elskede så højt.
   Hvor ofte havde hun ikke tænkt på om de ville savne hende?
   ... please, forgive ...