Jeg er bekymret. Det var altid mig og dig, farmand, der var de stærke, når mor var syg.
Du og jeg, vi to kunne klare det hele. Mors smerter, huset, haven og Kia, vores elskede hund.
Men vi fik alligevel ikke helt lov. Mors forældre blandede sig.
De forstod aldrig, at vi var stærkest uden dem. De ville styre vores liv.
Nu er vi aldre, jeg er blevet 11 år aldre og du ligeså.
Men farmand, hvad skal jeg gøre nu? Nu er du syg. Du kan ikke bevæge armene.
Farmand, vi er stærke. Jeg ved ikke om jeg kan være stærk uden dig.
Kan mor acceptere min og din rutine ved sygdom. Kan hun tage din plads?
Nej aldrig farmand. Der bliver aldrig nogen, som er ligeså stærke som os to.
Vi kan klare alt, hele verdenen om nødvendigt. Bare mig og dig, farmand.