I timen inden søvn og hverdag, er det der jeg lever.
Dette er mit sneklædte landskab, mit gigantiske suk, der renser enhver fiber i min krop
Havet af ord funkler gyldent, og trættende
Og minderne får nye klæder, og smilene skærer tænder i dette, mit hosianna, hvor ingen regler gælder - hvor blodet bruser som under elskov, og kollapsende syndere får frikvarter. Her må man godt, alt det der ikke er tilladt.

Alle er produkter af disse øjne, og skitseres og indrammes som erindringen tillader det.

En fjende er blevet tegnet med samme iver, som den gang jeg hørte nogen lægge deres hjerte for min fod. Jeg er ikke klar over om afsenderen også er fjenden ... det samme spørgsmål stiller jeg mig selv, i konfrontation med en gengivelse i glas ... spejlvendt stirrer jeg på ... ingenting
Dette tomrum fyldt med mig selv, er nøglen til forståelsen af hvad jeg er bygget af. Derfor bliver jeg nødt til at bevæge mig i dette rum.

Længslen efter verdener der ikke eksisterer, er frustrerende, men hvis jeg skal finde en grund til dette mørke, må jeg afsøge enhver krog af mareridt, såvel som ... det modsatte.
At finde svaret er nok den dag, jeg løber tør for ord. Den selvsamme dag vil være dagen hvor en verden lukkes, eller en ny opstår.

Mit åndedrag er tungt og søvnigt, så jeg håber jeg når det tiden. Hvis ikke, druknede jeg vel i ord ...