Der står et tårn bygget i et skovbryn, et gammelt, vejrbidt tårn med mos og slyngplanter op over alle glugger, med grønt mos i sprækker og i karmens kroge, og med vissen kaprifolie hængende som et tørt stridt hår ned over tårnets røde sten; kun højt oppe mod øst åbner sig et eneste vinduesgab i de forvitrede mure.
   Og deroppe bag vinduets dybe murkarm står en kvinde og stirrer ud mod den nat, som kommer. Hun er lille og mager, og hendes hænder, som hviler på karmen, er hvide som måneskin, og hagen er buet og bleg som kalaens blomst; men hendes øjne skinner sort som beget, der drypper fra en brændende fakkel. Hun står og stirrer ud over en slette, åben som havet, mens skovbrynets råger flyver til vejrs over trætoppene og kredser og tumler ned mellem grenene og skriger dybt inde i skoven. Bag hende ligger det runde tårnkammer halvmørkt og stenkoldt, og en fårekylling piber skrigende i en sprække.
   Men ude over sletten danser tågen nærmere tårnet. Mens den slæber sine tunge skridt hen over jorden, lader den spor af dug falde hvor den træder. Efterhånden som den når sit mål sluger den tårnet bid for bid, indtil tågen ligger helt tæt rundt om den, så ikke ét eneste lys kan skinne igennem.
   Kvinden, bag tårnets dybe mure, sætter sig på det blomstrede og falmede sengetæppet, der er fint glattet ud over den gamle seng. Træet er tæt på at mugne og flere steder er der huller i sengetøjet, der er så tyndt at man næsten kan se igennem det. Hun rækker langsomt den blege hånd hen mod natbordet, hvor hendes tynde fingre forsigtigt tager fat om den for længst visnede rose. Der er næsten ikke flere blade tilbage på den og farven er der ikke længere. Den er ikke længere smuk og den spreder heller ikke længere glæde. Kun tornene fra rosen er lige så spidse som da den lige var blevet plukket.
   En glasklar tåre glider stille væk fra de sortskinnende øjne. Den falder ned fra den blege, buede hage og lander på den grå kjole, der er svøbt omkring kvindens spinkle krop. Der kommer flere glasklare perler fra de livløse øjne. De bliver ikke forhindret i at få frit løb og efterhånden kommer der flere og flere mørke pletter på den grå kjole.
   Rosen, der var blevet holdt så blidt af de tynde fingre, gled langsomt ned på jorden. Endnu et blad røg af, da den ramte jorden. Hun tørrede sine livløse sortskinnende øjne med de tynde fingre og kiggede ned på den døde rose. Hun rejste sig og gik hen til det åbne vindue og kiggede med forventningsfulde øjne ud af det. Hun ventede på en. Ventede forgæves, men hun ville ikke give op. Hun havde ventet i flere år. Han havde lovet at komme tilbage. Han havde taget hendes hænder, kigget dybt i hendes øjne og lovet det. Det havde han.
   Hun løfter sin højre hånd i øjenhøjde og kigger på den guldring, der er omkring hendes tynde ringfinger. Den skinner ikke længere, men har en mat farve og den har flere ridser. De havde elsket hinanden så højt, da de kom og hentede ham. Det var to år siden. To lange år. Hun kigger ud på tågen, prøver at se igennem den, men det lykkedes ikke. Han havde stjålet nogle penge, så de kunne få noget mad, han var blevet opdaget og de var kommet for at hente ham. Hun havde ikke set ham siden. Hun holder stadig på at han nok skal komme, selvom håbet er ved at rende ud for hende. Håbet er det eneste der har holdt hende i live. Håbet har ligeså stor betydning for hende, som det at skaffe sig næring.
   Hendes ansigt fortrækker en forskrækket mine. Nogen banker på den enorme dør nedenunder. Den har en mørk grøn farve fra mos og græs. Hængslerne og håndtaget er helt rusten og har en rødlig farve. Hun er nervøs. Ingen har besøgt hende, siden hendes mand blev ført bort. Hvem kunne det være? Hun kan nærmest lugte frygten sprede sig i hele rummet, og til sidst opsluger hun den, så hun selv bliver fyldt med frygt. Hun rømmer sig, tager sig selv i hånden og bevæger sig ned af den skrøbelige trappe, som knirker voldsomt ved hvert skridt. Den har en brun farve med et strejf af grøn. Hun standser på det nederste trin og fortryder at hun allerede er gået så langt. Hendes ene fod forlader langsomt den nederste trin og hun går ned på jorden. Nu står hun og kigger på døren, bange for hvad der er på den anden side. Er der også kommer en for at hente hende nu?
   Hun løfter forsigtigt højre hånd mod håndtaget og trykker forsigtigt ned. Døren går op med et klik, der lyder meget højt i den stilhed der bevæger sig stilfærdigt rundt om tårnet.
   Det giver et sæt i hende og hun giver et lille skrig fra sig hvorefter hun springer ud i armene på manden der havde banket på. Han er tilbage.
   De glasklare perlelignende tårer strømmer ned ad hendes bløde kinder og lander pladask ned på mandens jakke.
   Nu er de endelig sammen igen, efter to lange modbydelige år uden hinanden. Hendes mand er endelig vent hjem. De omfavner hinanden rigtig længe og kigger hinanden dybt ind i øjnene med et smil, hvorefter de kysser hinanden ømt, som tegn på deres kærlighed til hinanden og deres savn de har følt så længe. Mørket trækker sig tættere rundt om dem og månen er blevet hejst op på den mørke himmel, for at lyse et romantisk skær til det nu så lykkelige par. Mens de står ude i mørket bliver de enige med hinanden om at de aldrig nogensinde vil skilles igen.