Stamværtshuset ligger stadig i solen på den lille plads.
De sælger stadig uspecificeret smørrebrød
med rullepølse, sky og håndbajere,
og inde fra jukeboxen skråler John Mogensen stadig.
Men på skiltet over bodegaen har nogen skrevet café,
og gæsterne har skiftet Kanvasbukserne ud
med købemuskler og moderne tatoveringer uden minder.
Det er grimt!
Og Elsa er heller ikke ligeså køn,
som da hun hver onsdag kom ned
og spiste frokost med sin Kaj.
Nu sidder hun bare sammen med sin rolator
og to tomme flasker under skyerne,
der har lagt sig tilrette over den lille plads.
Det begynder at dryppe,
og de unge fyre springer op.
Langsomt rejser jeg mig.
Elsa bliver siddende,
og får stillet en ny flaske foran sig.