Fra en grøn skråning uden for den gamle mølle fanges blikket af en spinkel skikkelse bag den faldefærdige bygnings éne støvede rude.

Med hænderne i skødet sidder pigen ved spinderokken. Hun har siddet der hele sit liv og er uhjælpeligt viklet ind i dens lange kradsende uldgarn.
   I det lille arbejdskammers modsatte hjørne kan en gammel støvet væv skimtes.
   I dens ramme sidder et færdigt stykke stof endnu udspændt. I dets grå mønster er pigens billede omhyggeligt vævet ind.

Ofte hæver hun blikket og lader det hænge ved vinduet på den tomme væg.