I skæret fra nattehimlens tomhed
vandrer en ensom skygge omkring;
rig nok til
intet at ville eje
dog så fattig
at ville være rig

Den vender her en sten
kigger bag et træ
tror et øjeblik at have fundet
intet
men er blevet
ført bag lyset;
for den som intet søger
finder dog altid noget

Men stædigt bliver den ved
river sig gennem et krat
endevender hver en busk;
for den ved godt at
den som intet ejer
kan kun intet give

Og alligevel stopper den op
sommetider
forundret
kigger sig omkring
i tomheden
efter intet;
for hvordan kan man vide
om man intet finder
når man intet kan se?

Men pludselig
midt i alt dette noget
ser den en skygge
af intet;
et flygtigt glimt
kun
som forsvinder

Hastigt
følger den efter
febrilsk
jagter den skyggen
ind under stenen
rundt om træet
gennem krattet;
indhenter den
til sidst

Endelig
i tomheden
overrasker den skyggen
af intet
det noget
som ingenting er
men forskrækker her
kun
sig selv