Morgen er lige forsvundet...
En ældre mand står i sin lasede morgenkåbe
og studerer udsigten fra den nymalede veranda.
morgenlyset er blevet til gråbelagte skyer, som dækker himmelvelvingen.
manden kigger ned i sin kaffekop, ser de mange vanddråber ramme overfladen.
Millioner ringe dannes i den lille kop,
som kæmpede tusinder fisk om den sidste ilt om at få set dagens sidste lys.
Manden kigger op igen, regnen har overtaget villavejen,
bedene i haverne er begravet af de mange vandmasser.
Blomsterne ligger som slået ned på den våde jord.
Dog en, en lille forglemmigej forsøger udmattende
at holde sig oppe, mens regnens dråber lader sig glide langs dens stilks silhuet.
Solsikken ved siden af har allerede givet op.
manden bøjer sig ned, rakker frem efter den våde avis,
hvis sider er gledet indover hinanden, og de før så strålende farver er løbet af
og glider langs med regnen længere nede af vejen.
Manden holder i stokken og tager avisen.
går umattende tilbage til døren, vender sig bort.
Og tager sin afsked med lyset og verden.
Hvorpå døren lukkes...