"Far, jeg er bange" mumlede hun ind i hans omfavnende hænder. Han lod et blik kaste henover hendes rødkindede porcelænsansigt.
Stilheden bredte sig i den kolde Mazda. Hun pressede sine forfrosne fingre mod radioen, som et modangreb på den sitrende tavshed. Men tonerne føltes som hårde slag mod hendes uskyldige ydre. Ingenting var som førhen, glæden havde forladt bilens indre.
Hun gned sin krop mod sædet. Utålmodig og nervøs peb hun: "Far, sig noget? Hvorfor er du så stille?" Han lod sin hånd berøre hendes ansigt med et bekymrende smil på læben. Hun forstod ingenting. Sikkerhedsselen strammede om hendes hals, som en lænke, der aldrig ville lade hende gå uanset hvad end der skete. Tankerne farede rundt i kroppen, mens hun ængsteligt så på hans faste blik. Radioen kørte i baggrunden, den femte sang blev præsenteret, mens rastløsheden spredte sig i hendes lemmer.
Hun skreg: "Hvornår går vi? Jeg vil hen til mor!" Med et bebrejdende blik hviskede han med arrigstemme: "Du kan ikke komme hen til mor! Er din far nu ikke god nok?" Hun kiggede ned i sine sammenfoldede hænder og mærkede ensomheden tynge på hendes skuldre. Ruderne blev dekoreret af krystalformede mønstre, mens hun grædefærdig lod sit ansigt røre den kolde overflade, de mange tårer smeltede mønsteret og det perfekte ydre. Alting var anderledes nu!
Magtesløs tog hun fat i dørhåndtaget, pressede sin krop mod døren, men intet skete. "Hvorfor siger du ingenting? Du var altid glad dengang mor og du var sammen, men nu sidder du forstenet og har glemt mig" hvorefter hun fortsatte "Du lovede! Jeg har ikke set hende siden hun blev kørt væk..." Han tog fat om hendes håndled og strammede til. Hun kiggede uforstående på ham med gråd i sit blik, hvorefter han slap grebet med en mine af fortrydelse.
Hun erindrede efterårsmorgenen, da bladene hvirvlede i vindens åndedrag og solens stråler langsomt blegnede. Gråden, som havde overdøvet daggryet. Hun spejdede ud af vinduet og anede blinkene bag nabohækkene. Hun så spørgende på den bevidstløse mor og erkendte virkelighedens realiteter. Hun lå henover morens krop, mens tårerne for ned ad ansigtet. Det smukke ydre blev slugt af gråden og angsten tog magten over hendes krop. Skælvende åbnede hun øjnene og fandt sig selv siddende fastspændt. Hun anede utallige tårer løbe ned langs ansigtskanten. Hvorpå hun knyttede sin hånd om kæden og erindrede morens stemme. Hun så atter hen på faren.
Den hårde facade lå nu gemt bag hans blanke øjne "!Lille skat, du får din vilje, selvom det ikke er det jeg ønsker! Men jeg kan ikke længere klare din evige gråd." Han tog i døren og efterlod hende i bilen. Hun følte sig fortabt, men anede røgen fra en cigaret i sidespejlet. Hun prøvede at fange hans blik, men røgen slørede hans øjne. Hun mumlede i mørket: "Kom nu far.." Chokerende mærkede hun en banken mod ruden og mærkede en glæde i sit bryst. Sitrende af kulde sank hun det sidste tegn på angst og lod sig falde ind mod hans bryst, hvorpå hun hviskede "Tak!"
Hun så op mod de oplyste vinduer, der ragede op i himlen. Hun for ind i bygning med sin far trippende efter sig. De tomme gange gav genlyd af hendes hastige skridt og standsede først, da hun så morens ansigt. Hun tav. Hun kiggede spørgende på faren og dernæst på moren, hvorefter hun hvinede: "Du må aldrig gå fra mig igen!"