- En kort beskrivelse, blot på hukommeren

Indgangen
Han gik lidt fremad. Han snurrede rundt for rigtigt at kunne studere døren bag sig. En grøn dør. En grøn dør med et usselt udseende mærkat, der hang fra det guldpolerede, runde dørhåndtag. Mærkatet føltes som læder. På det stod med store bogstaver, han havde set i forbindelse med gamle amerikanske westerns, 'Do not disturb'. Hah! tænkte han. Han var en 'intruder'. Lyset fra lampen malede den lille forfaldne indgang grå. Døren beholdt nu sin grønne farve. På gulvet var strøet sand. Eller aske. Ovre i hjørnet stod en spand, hvorpå der stod 'Brandspand'. Den var fyldt med aske. Han havde bukket sig ned for at kunne tyde ordet på spanden, men tøvede nu med at rejse sig igen. Han sad nu på hug og hoppede lidt. Et glimt. En klovn. Han rejste sig. Glasset i vinduet var smadret. Det var lang tid siden, den billetluge var blevet brugt. Oh fryd! Han legede med på en gammel leg, han var detektiv, og ingen anden kunne finde hans spor. Et lille blik ind ad den knuste rude, og han gik videre.

Gangen
Han stod der med ryggen til den væg, han alligevel vidste, der intet var på. Til højre for ham var endnu en rude, denne gang intakt. Bag ruden kunne han ane en masse teknisk grej. Til højre for ham var døren ind til indgangen, samt endnu en dør lidt længere nede ad gangen. Han gik hen mod døren. Han gik forbi. Han gik videre, men ikke lang tid, da gangen drejede, snævrede ind fra begge sider, mens den førte ham rundt, indtil han endte inde i et hjørne. Han kunne ikke komme videre. Han vendte sig om og stod ansigt til dørspion med endnu en dør. Hvis han i stedet for at være drejet med gangen havde kigget sig omkring, havde han set den. Han gik hen mod den. Gulvet skrånede. Trinene knirkede. Det var en del af det. Det var alt sammen en del af det. Han nåede derhen. Kiggede ud. Lys. Paller. Sand på sunde gulve. Naah! Udgangen. Så let fik de ham ikke. Han gik tilbage mod dørene ved indgangen med hastige skridt, trinene knagede. Han drejede mod den dør, der nu var til højre for ham, der ikke var indgangen, slugte en mængde spyt, tog et fast greb, gik ind.

Garderoben
Døren havde han lukket efter sig. Noget halede ind på ham. Et eller andet. Og ikke noget latterligt som en erindring, et traume af en art. Noget håndgribeligt. Han stod i den kombinerede billetluge/garderobe med det smadrede glas ud til indgangen. Han kiggede ud ad ruden. Den var repareret. Det var tydeligt at se, den havde været i stykker, men nu var den repareret. Han slog det hen. Optisk bedrag. Udenfor i indgangen blinkede lampen, men det havde den gjort hele tiden. På bordet foran ruden stod et askebæger. Der lugtede af røg. Der lå cigaretter i bægeret. Halve cigaretter. Og en masse aske. Rummet var brunt. I den ende, der vendte væk fra indgangen, stod et stativ til ophængning af tøj. På gulvet lå et par bøjler og en bowlerhat. Nogle stemmer, han søgte efter, nåede ham. De havde indhentet ham. Eller rettere sagt, de var blevet tydeligere. Der måtte være en 'trigger' et sted samt nogle højtalere. En lidt monoton latter sammen med en karnevalssang af en art, der var omskrevet fra dur til mol, steg og tonede ud. Lugten af røg ændrede sig stille til duften af søde sager. Det var dog ikke noget påtrængende, og også duften døde ud efterhånden. Han afsøgte gulvet for et gasrør eller noget lignende, men fandt intet. Han besluttede sig for at smutte ud fra garderoben, men tog et sekund til at komme på benene igen. Inden da havde han ligget på knæ, ladet som om over for et publikum, der ikke var til stede, fremmanet billedet af en klovn uden velvilje, og haft et indre raseriudbrud på sig selv. Han rejste sig som sagt, tog fat i dørhåndtaget, drejede.

Gangen
Han opdagede endnu en dør, lige over for den, han var kommet ud af, og gik ind.

Det runde rum
Han fik et hurtigt glimt af det rødt oplyst rum, med en fordybning, formet som en cirkel, i midten, inden han gik ind ad en dør på sin højre hånd, der førte ind i rummet med al det tekniske grej.

Teknikrummet
Inde i teknikrummet var der en masse tekniske himstregimster, der blinkede og sagde lyde, han ikke kendte koden for at kunne tyde. Det var sådan set også lige meget. Det var jo bare sat op til skue, det havde jo ingen egentlig indvirkning på rummet. Eller måske der gik et par ledninger til de andre rum, der muliggjorde lyden og lugten. Han prøvede at tænde og slukke for et par knapper, men intet skete. Det var i det hele taget et kedeligt rum. Teknik havde aldrig interesseret ham, så han bevægede sig udenfor...

Det runde rum
...og lukkede døren efter sig. Nu befandt han sig endelig i midten for selve konstruktionen. Før havde han været helt spændt af spænding, men nu virkede hele rummet som en skuffelse. Skulle forestillingen virkelig være her? Han begyndte at tvivle, sidestillet med en begyndende uro, han følte. I midten af det runde rum, med fødderne hvilende i og siddende på kanten af den cirkelformede fordybning i midten sad nemlig en mand. Hans ansigt var ikke synligt, men idet hans ansigt var vendt nedad, alt imens han støttede hovedet til sine hænder med armene støttende ved albuerne på benene, virkede han sørgmodig og fortvivlet.
Han gik med varsomme skridt rundt om manden. Den siddende mand. Denne siddende mand, der overhovedet ikke rørte på sig. Han sad bare. Han kunne være faldet i søvn, men hvorfor i alverden herinde.
Han tog et hurtigt og grundigt kig omkring, konstaterede i sig selv, at der intet var end røde, runde vægge, trægulv, en cirkelformet fordybning i midten og en mand, der tilsyneladende ville være alene, hvorefter han krydsede rummet hurtigt, da han følte, noget halede ind på ham.

Endnu en gang
Over for døren, han nu var kommet ind ad, var to rum. Han valgte det til venstre.

Back stage
Rummet, han nu var trådt ind i, mindede om de andre. Gulvplankerne knirkede, der var sand eller aske eller noget på gulvet, der var et bord. Det var helt sikkert en skuespillers garderobe, hvis ellers der havde været en forestilling. Der stod et spejl på bordet og en stol foran. I hjørnet stod en spand, halvt fuld med, eller halvt tom for, aske. På bordet stod en skrivebordslampe. Han tøvede, gik så hen og slukkede på ledningen. Et lys tændte i loftet. Han tændte skrivebordslampen igen. Loftslampen slukkede. Han hev ledningen til skrivebordslampen ud. Lyset i loftet tændtes. Han satte ledningen i væggen igen. Intet skete. Han slukkede for loftslampen på kontakten henne ved døren. Intet skete. Han rev døren op i en form for frustration, og styrtede ud...

Endnu en gang
...på gangen. Han gik med hastige skridt ind ad den anden dør.

Entréen
Han trådte ind i et rum, næsten identisk med indgangen. En lille entré med en brandspand i det ene hjørne, en dør i den anden ende, dog uden et vindue ind til det tilstødende rum. En lille pære uden lampeskærm lyste i loftet. Der var aske på gulvet. En udtværet cigaret lå på gulvet. Måske var udstillingen fjernet. Der havde intet været i det runde rum. Det ved vi jo i virkeligheden ikke. I hvert fald kedede han sig. Han kedede sig ikke kun. Men begge følelser ledte ham til konklusionen, at det var på tide at komme ud. Da han skulle til at åbne døren, opdagede han en dørspion. Af en grund følte han, det var en ide at kigge ud. Han kigger. Han hopper tilbage. En lyd undslipper ham. Hans hjerte pumper blod og adrenalin ud i hans krop. Uden for døren står den. Det. Han. Klovnen. Hurtigt når han hen til den anden dør og river og flår i den for at få den op. Den er låst. Han kan komme væk, hvis klovnen bliver overrumplet. Han beslutter sig for at åbne døren hurtigt, så klovnen får den i hovedet. Han er hurtigt ovre ved døren og åbner. Den åbner indad.

Endnu en gang
Han trækker vejret hurtigt. Han skubber døren ind til det runde rum ind.

Det runde rum
Manden er væk.
Han skynder sig at krydse rummet.

Gangen
Han går ind ad døren til indgangen.

Indgangen
I et skridt er han henne ved døren. Den er låst. Udstillingen er måske lukket. På gulvet ved døren ligger en pakke. Han opdagede den ikke før. Han kigger på afsender og modtager. Bogstaverne er udtværede, men han er i hvert fald ikke modtageren. Det er en del af udstillingen. Hvis ikke udstillingen er flyttet. Der var måske engang noget. Det er der ikke nu. Ingen udgang. Eller...

Gangen
Han løber nu. Han er henne ved stedet, hvor gangen indsnævres, men drejer den anden vej, da han støder ind i noget. Det er manden fra før. Han kigger vredt på ham. Han siger noget, men blodet optager for meget kapacitet i hans hoved til, at han kan høre, hvad manden siger. Manden er på vej ud ad døren med dørspionen. Manden lukker døren efter sig.
Nu er han alene. Han skal bare ud. Han har lige set, døren er åben. Han går alligevel hen mod døren med varsomme skridt. Han kigger ud ad dørspionen. Klovnen! Nej... Nej!

Slut
Han åbner døren ud til paller og lys. Og sunde trægulve. Han er fri.
Han krydser rummet. Han kommer ind i en lang gang. En rigtig lang gang. En umådeligt lang gang. Han når enden. Han går igennem døren. Et til rum med paller og lys. Og sunde trægulve. Han krydser rummet. Der er en dørspion. Han er ligeglad. Han kigger ikke, han åbner bare døren og går ind.