Sneen dalede hastigt i store runde fnug og lagde sig som en dyne over hele byen. Det var mørkt men lygtepælene lyste op så gaden fik et tusmørkeagtigt udseende. Mens hun gik der midt i sneen lignede hun en slået prinsesse. Hendes skønhed var overvældende og hendes indre var skønnere. Prinsesse Alessia med det italienske navn som betød forsvarer. "Et navn hvormed der følger et stort ansvar Alessia!" havde hendes mormor fortalt hende en af de mange aftner hvor de to havde været sammen.
   Med et gys trak hun op i kappen som dækkede hendes hoved og det meste af hendes krop. Kappen var marineblå og stod i smuk kontrast til hendes lyse hår og hud som med dens olivenfarvede undertone havde en spillende mørk men alligevel lys farve farve. Under kappen var hun nøgen bortset fra på fødderne hvor hun bar sine fortrukne prinsessesko, et par udtrådte hjemmesko. Hun var efterhånden nået til midten af gaden og bevægede sig nu ud i midten hvor hun blev stående mens hun med ansigtet vendt mod himlen og armene udstrakte. "Aiutami Signore, ho bisogno della tua guida" råbte hun mens tårerne løb fra hendes kinder og dryppede ned i sneen og efterlod små huller i det ellers så perfekte tæppe ellers kun afbrudt af hendes fodspor. Hun havde råbt den italienske bøn som hendes mormor havde lært hende kort inden hun døde. "Hjælp mig gud! Jeg behøver din vejledning!" Med et stod der tre unge mænd foran hende. Alle klædt i helt hvide klæder og på fødderne havde de ingenting. Hun åbnede kappen og lod den glide ned over kroppen og ned over jorden og efterlade hende helt nøgen.
   "Du må vælge, prinsesse. Ikke evigt kan du beholde os alle og ikke evigt vil vi vente. Du er nødt til at beslutte dig!" Sagde manden som stod mod nord. Hans halvbrune hud stod gjorde at man tydeligt så ham gennem alt det hvide. De stirrede alle intenst på hende mens de messede: "Du må vælge, du må vælge..." mens bongotrommer lød i baggrunden. Prinsessen skreg. Så vågnede jeg.