"NEEEEEEEEEEEEEEEEEE-EEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ."
   Det dybfølte brøl kom fra en spinkel lyshåret pige, der sad på knæ foran gravstenen. Kirkeklokken slog i det øjeblik det tolvte slag, men det ænsede hun ikke. Regnen silede ned, men det ænsede hun ikke. Dråberne silede ned af hendes ansigt som blev krøllet i alle mulige former. En blomsterbuket hun havde medbragt blev gentagne gange tæsket mod jordoverfladen. Til sidst var der kun stænglerne tilbage og hun kastede buketten fra sig.
   Med knyttede næver hamrede hun i den bløde jord, med det resultat at hænderne blev smurt ind i mudder. Det ænsede hun heller ikke. "HVORFOR", skreg den lille pige med en kraft, der fik de nærmeste natteravne til at lette fra det store gamle egetræ på kirkegården. Et gennemtrængende skrig der trods styrtregnen nemt kunne høres i miles omkreds. Egetræet havde stået der på sin plads nogle hundreder af år. Pigens far derimod havde ligget i jorden i en uges tid.
   Et kort lysglimt blev efterfulgt af et øredøvende brag, mens pigen kastede sig hulkende til jorden. "Hvor kunne du gøre det", lød det fra hende så de stakkels drivvåde ravne måtte lette igen. Ja hvordan kunne han dog tillade sig sådan at blive kørt ned på scooteren den mørke efterårsaften, da en bilist med sprit i blodet forsøgte at rulle hjem ubemærket på de små veje bagom byen.
   Han som havde taget sin lille pige med sig bagpå scooteren efter skænderierne med konen og kørt ned på havnen for at købe is. Han som hun havde siddet oppe med hele natten i sofaen med dyner og cola for at se Le Mans. Han som hun havde stået ved siden af på stadion og råbe med på slagsange og buhe af modstandere og dommere. Han som altid kunne få hende til at grine. Han som hun ikke kunne leve foruden. Hvordan kunne han dog?