Et blad daler fra trætoppene, svinger og danser gennem luften, strejfer næsetippen og fortsætter mod skovbunden.
Hun stryger over næsen med pegefingeren og følger bladet med blikket. Hun stopper op og betragter det, som det lander, og ligger mellem andre nedfaldne efterårsfarvede blade.
Som de ligger overalt, og omfavner træernes stammer, som et smukt rød-gyldent, spraglet tæppe, danner de et smukt fællesskab, falmende, hendøende, men stærkt og med løfte om at komme igen.
Hun blinker, og mærker hvordan øjnene fugtes, halsen bliver øm, det trykker i brystet. Der findes et fællesskab i skoven, en livscirkel, så kraftfuldt, egenrådigt. Skjult.

Hun ser et majestætisk træ. Stammen er bred og stærk. Barken er grov, men træet føles storsindet og rart, da hun støtter panden mod det.
Først står hun og ånder tungt ind mod barken, armene hængende ned langs siden, kroppen slap og skuldrene afspændte, afvæbnede.
Så lægger hun armene rundt om det stammen, trykker kroppen ind mod det, mens hun lukker øjnene.

Barken føles vidunderligt virkelig mod huden. Den ru overflade efterlader mærker på kinden. Hun trykker næsen flad, gnider den mod træet, mærker lugten. Fyldes af den. Hun smiler og fyldes af en guddommelig lykkefølelse.
Hun nyder, så virkelig træet er. Ganske roligt, fredfyldt. Det har stået i mange år, og vil stå mange år endnu.
Hun klapper stammen, stryger den kærtegnende med fingerspidserne. Inden hun med dansende skridt bevæger sig videre. Dybere ind i skoven.