Cirkusteltet.
Stribet, rødt og hvidt.
Publikum strømmer til, i en sværm.
Klovnen byder dem indenfor.
Smiler grumt, bag det kalkede lag.
Masken.
Men ingen ænser det.
Projektørernes skarpe lys blænder.
Pisken smælder og slå gnister.
Savsmuldet hvirvler op i den tætte luft.
Daler ned, idet hun træder frem.
Alt bliver tyst.
De holder vejret i betagelsens magt.
Frygter, at hendes næste bevægelse får konsekvens.
Linedanserinden.
Uvirkelig smuk, som en porcelænsfigur.
Ansigtet blegt og stift, glitrer som guldregn.
Selvsikker.
Balancerende på linen over afgrundens mørke dyb.
Stilhed.
Men latteren fra et barn knuser glasklokken.
Og hun snubler.
Ansigtet bliver askegråt.
Krakelerer og smuldrer til støv, som lægger sig på manegens bund.
Det hele falder.
Cirkusteltet.