Der var engang en vinterhave så smuk, at enhver, som gik forbi den, blev fortryllet af istappernes klokkespil. Til vinterhaven hørte et stort og prægtigt gods, hvori et fornemt herskab boede. Herskabet var så velset, at selve kongen kom på besøg engang imellem for at drikke te på deres glasveranda. Se det var et rigtigt herskab.
   En dag, hvor fruen spadserede en tur ned ad Strøget inde i den lille købmandsstad, blev hun stoppet af en lille afrikansk tiggerpige, som rakte sine forfrosne hænder frem. Pigen, som havde de utroligste blå øjne, så bønfaldende på den velhavende frue. Se nu skete der noget mærkværdigt, for fruen, der normalt afviste tiggerne med en håndbevægelse, tog den lille pige med hjem og ansatte hende som tjenestepige. Resten af herskabet skulede efter den lille mørke pige og fnyste af foragt. En af dem sagde: "Hun hører ikke hjemme blandt folk af den rene hvide race." "Næh," sagde en anden, "vi burde lukke hende inde i et råddent skur." Men fruen svarede blot: "Hun skal nok gøre sig nyttig, vent I bare og se!"
   Der gik nu 7 lange år, hvor den lille pige dag ud og dag ind gjorde rent på det prægtige gods. Hun beklagede sig aldrig, end ikke, da fruen en dag beordrede hende til at pudse alle godsets 300 vinduer. Herskabet skulle nemlig have besøg af kongen og hans tre hofmænd den næstfølgende søndag. Pigen gik straks i gang og startede med at pudse glasverandaens facade. Verandaen vendte ud mod vinterhaven, der i år var så prydelig, at det gjorde ondt. Istapperne glitrede om kap med vintersolens sidste stråler. Men intet af dette bedårende lys kunne trænge igennem verandaens vinduer. Disse var nemlig plettede af grønne alger, der var næsten umulige at få af. Men pigen skurede til hendes hænder blødte, og inden længe skinnede det første vindue, som var det nyt. Hun kiggede udmattet ned på sine blodige hænder. Da blev hendes blik fanget af lyset fra vinterhaven, og istappernes klokkespil fortryllede hende i næste nu. Snefnuggene havde lagt sig som den blødeste dyne over hele haven. De to piletræers grene var dækket af klare istapper, som i vindens spil fremtryllede et eufonisk klokkespil. Fra sneens uberørte overflade stak roser dækket af is op. Det hele var så overvældende, at det virkede uvirkeligt, næsten magisk. Og lige uden for vinduet lå i sneen den yndigste fugl - livløs. Dens fjerdragt changerede i blå metalliske farver. Næbbet var sylespidst. Og fødderne og maven var orange som den flotteste solnedgang. En isfugl. Pigen løb med bare fødder ud i den isnende kolde sne og løftede fuglen op i sine hænder. En tåre løb ned ad hendes kind, for hun troede, at den var død. Men da tåren ramte fuglen, slog den øjnene op. Pigen vidste ikke, hvad hun skulle gøre af den, men efterlade den i sneen ville hun ikke. Derfor tog hun den lille fugl med ind i varmen uden at sige noget til herskabet derom.
   Næste morgen lød der et skrig fra fruens værelse. Isfuglen havde i ly af nattens mørke forvildet sig derind, og fruen havde fået sig noget af et chok, da fuglen baskende var fløjet ud af hendes klædeskab. Herskabet var på den anden ende for at finde gerningsmanden, men ingen ville melde sig som den skyldige. Da dagen var ved at være omme, bekendte pigen overfor herskabet, at det var hende, som havde lukket fuglen ind. Herskabet blev meget forfærdet og smed til slut pigen på porten.
   Nu sad pigen i sneen og snøftede, for hun vidste ikke, hvor hun skulle gå hen. Pludselig hørte hun en elegant metallisk lyd. Hun løftede hovedet og så snart, at det var isfuglen, som sang. Pigen smilede og blev så fornøjet derved, at hun sang med.
   En vintermorgen 3 år senere, da fruen spadserede op ad Strøget inde i den lille købmandsstad, hørte hun en tryllebindende melodi. Hun fulgte den ukendte lyd og endte på tovet under domkirkens tårn. Her stod en afrikansk pige, og på pigens spinkle skulder sad en lille fugl. En isfugl. Pigen sang, og fuglen fløjtede en elegant metallisk melodi. Parret havde tryllebundet sit publikum. Pigen, som indtil nu havde holdt blikket i jorden, så op og mødte fruens spørgende blik. Hendes øjne var så blå som isfuglens fjerdragt...