Under håbets høje himmel
sad Anker Gyldenstjerne i sin gyngende båd
på søen, hvor han ofte fiskede.
Kærlige ansigter
blinkede i vandoverfladens spejl.
Fra dybet lød der en løfterig musik.
Det var en virkelig
smuk
efterårsdag.
En ørn svævede højt oppe.
Et imponerende syn
med det fantastiske vingefang.
Solen skinnede,
luften føltes mild og god, kølig frisk
og velgørende.
Omgivet af land og skov
på alle sider
følte Anker sig lykkelig.
Han havde sine rødder
dybt plantet i denne muldjord.
Naturens vanlige omklædning var godt i gang.
Det grønne hav forvandlede sig som altid
på denne årstid
til et farvestrålende farve flor.
Den enkle selvsikre grønne ro,
som nu efterhånden længe
havde dannet ramme
om en sommers glade foreteelser og foretagender,
tog skikkelse af en mere broget mangfoldighed.
Dybere toner trådte frem
på scenen.
Nuancer blev tydeliggjort.
Det hele var heller ikke mere så ligetil
som før i tiden.
En hel del var blevet nemmere
med årene,
meget var dog tungere.
Man rejste ikke så let mere.
Rejsen hertil
havde for Anker Gyldenstjerne været
lang og oplevelsesrig.
Livet havde gjort både ondt og godt.
På denne skønne dag
åbenbarede naturen et overskudslager
af hemmeligheder,
som for Gyldenstjerne udtrykte sig
i en vidunderlig farve rigdom.
De mørke intense fyldte farver
gav som ilden adgang
til en varmere verden.
Som brændte der et kæmpe bål.
Kulden kunne fortrænges
endnu
et stykke tid.
Vinterens tomhed ville først senere
stramme sit jerngreb.
Gennem efteråret ville man få illusionen af;
at lag på lag blev afført,
indtil man nåede ind til
den blotlagte kerne.
Som flagrende flager i vinden
kastedes de magtesløse løsrevne blade rundt
gulbrune og røde,
nærmest forslåede så de ud.
Snart ville træernes grene række nøgne ud,
strække deres sidste forhåbninger
op mod en grænseløs himmel.
Form og farve
var foranderlig, vidste Anker Gyldenstjerne,
indhold naturligvis også.
Alligevel var det som om;
at naturen stadig var den samme.
Året rundt, livet igennem.
Et venligt åndepust talte med en rolig stemme
om det forgængelige og det varige.