Uden nogen form for håb, vandrede jeg ud i mørket. Mørket var uendeligt, for enden hvor der normalt var lys, var der stadig slukket. Jeg havde aldrig set lyset være tændt.
Folk i mørket var som jeg, bange. Bange for at give sig til kende, bange for det ukendte, men nød at ingen kunne se os græde. Kun lyden af gråd fik folk til at stoppe op, men lukkede ørerne og fortsatte.
Mange gik hver dag igennem mørket, men nåede frem i lyset igen og ikke som os, der var groet fast her inde. Vi havde alle vores grunde, men én ting havde vi til fælles, vi kunne ikke finde vejen ud.
Men ingen turde give sig til kende.
Indtil en dag, en mand rejste sig op og sagde, med gråd i stemmen:
"Her sidder vi alle og hulker. Dag ud og dag ind hører vi på hinandens gråd, mens vi hører trofaste mennesker trampe forbi os, for at nå lyset. Hvem har forbudt os at finde lyset? Hvorfor tør vi ikke vise verden hvem vi er? Hvad er vi bange for? Deres reaktion? Men hvorfor? Hvad gør dem bedre end os? Ingen har turdet tage vores hånd og vist os vejen til lyset!"
Manden gik hen til den første, han hørte græde.
"Jeg ved du ikke kan se mig, men jeg tør række hånden mod dig. Det handler ikke om hvordan vi ser ud, men hvad vi bærer i hjertet. Det er ikke hvilken uddannelse eller oprindelse vi har, der gør os rige mennesker, nej det der gør os rige er vores handlinger og hvordan vi behandler hinanden. Hvem har det værst af alle os?" Spurgte han og alle råbte: "MIG!"
De havde ikke forstået budskabet.
Manden han havde rakt hånden, rejste sig og sagde:
"Ham der har det værst, er ham der ikke tør elske. Ham der hverken tør lytte eller fortælle, ignorere de svage og forguder de stærke. Se det er ham jeg har ondt af!"
Manden tog hans hånd.
"Du, du har forstået budskabet. Du ved som jeg, nu hvor lyset er! En hånd er hvad du fortjener. Du tør både lytte og fortælle!"
De begge gik mod lyset og helt uden anstrengelser, kom lyset af sig selv!