Derude skinner forårssolen sit skønneste smil
med tø og sommervarme til det vinterfrosne sind,
så ganske udmattet efter vandringens mange mil.
Lovende løfter fra en hviskende venlig vind;
melankolske hjemve melodier om sjælens hvil.

Underligt så fredeligt det sner her i min stue
med vidunderlige små hvide blomsterblade drys;
nedbrudte fæstningsmure - livsglædens varme lue:
atter er livet en fryd; venskabets forsoningskys,
stridens tid vinkes farvel af fredens hvide due.

Et mærkeligt landskab: af nøgne og golde vange;
fremstår skabelsens grønne hav: en lykkelig længsel,
hvide rose: alt for længe var vi vredens fange.
Balsam for sjælen; endelig fri af frygtens fængsel,
smeltet er al nid og nag, kan vi mon mer' forlange?!