Jeg kigger mig over skulderen og ser en hær af skygger. Jeg begynder at gå lidt hurtigere. Marchtakten stiger bag mig. Jeg kender dem alle - fortidens lykker. Kærligheden er en pille, der gør dig afhængig af den, og gør dig fri for en tid. Jeg har været der i bokseringen. Ringvraget mindes sin storhedstid. Fra verdensmester til trappetrin på ingen tid. Tiden mellem tinder føles evig, og lisen er så kort. Jeg lever for den. Jeg lever på lånt tid. Det gør vi alle, det er bare om at tage en bid af kagen før fløden bliver sur. Jeg ved bare ikke hvordan man kan have så svært ved det. Det er som om jeg er låst, rebene er strammet og jeg hiver ikke engang så hårdt for at komme fri. Er man en lille masochist? Der findes vel en tryghed i det velkendte, og denne følelse af frit vægtløst fald er mig så kær. Jeg ville uden tvivl være en fantastisk astronaut. Bare mig og det sorte rum, der ville ikke være meget nyt under stjernerne.