Det er et tabu i vor tid, at være ulykkelig, så vi pynter os med lykkelige fjer. Jeg tripper rundt omkring på min del af min gren med min klan af medlykkelige. Vi griner og morer os, og det hele er så hysterisk. Mit hjerte brister af evig glæde over hvor fantastisk mit liv er. Jeg spiser flødekage dagen lang, mens min indre melodi spiller en dejlig sang. Jeg løber på den grønne eng med solen som min evige følgesvend. Lam løber mellem mine ben og vi leger som gamle venner. Jeg har fundet min plads her på jorden, fundet ud af hvordan jeg falder ind i hjorden. Jeg smiler dagen lang, men også når jeg er alene, fordi jeg ved det ikke sømmer sig at være ked. Jeg ved at jeg ingen grund har til at gispe efter vejret mens jeg ser tomt ud i ligegyldigheden. Jeg ved at jeg har alle muligheder, det er bare at gribe dem, så jeg gør mit bedste. Løber som en halsende hund efter alle de forbandede muligheder. Men det er som om jeg altid er en omgang bagefter. Min tanke er en uge forsinket, og så kan det jo være lige meget. Diligencen er strøget, jeg ser end ikke støvet. Trækker på skuldrene og synger en sang. Brændt barn skyer ilden, nå hvad, jeg synger en sang. Syng til verden og verden synger til dig. Min sang er noget hul, den kan lige passere, men dem der kender min stemme, kan se jeg er ude af takt - ude af trit med virkeligheden, slet ikke en del af virkeligheden. Blot et stykke tømmer, som flyder ned af strømmen langsomt mens vandet bruser forbi med en blæsende fart. Jeg bryder med fysikkens love. Jeg kan mærke strømmen under mig trække, men min slappe krop er ikke særlig aquadynamisk. Tid er relativ. Et liv har en udløbsdato. Gad vide om vandet nogensinde sliber tømmerstokkens kanter af? Gad vide om jeg nogensinde lærer at slappe af? Jeg har vel aldrig været den vandhund, de andre sagde.