man fødes i en askesky
fyldt med forventninger og drømme
rammer en i øjnene som klare tordenkilder af hele spektrets farvepalet
tanker med jalousi og en ubekvem følelse af samvær
galloperer hen over skærmen og talerøret er nu for bestandigt stumt
mareridt rammer en med 110 slag i sekundet
det opsvulmede ego punkterer når det gyldne er blevet goldt
guldet som før skinnede så klart er nu grumset
og færdigretter svømmer i en pøl af præfabrikerede meninger
mens tegnefilm og desillusionerede sanser kvidrer
om en fremtid som var så lys at selv de blinde måtte skærme af
når de bevæger sig i så opreklameret en verden
når selv familien, venner, kærester, elskere og det kendte bliver ukendt
griner af den fortabte cowboy som venter på en solopgang der aldrig kommer
røde, orange, gule farver glimter
men kommer aldrig og færgen ligeså
glimrer ved sit excentriske fravær
dine ord bærer mig og den barmhjertige samaritaner er blevet en følelsekold spand vand
tænk at han heller aldrig kom frem
faktisk ingensteder var hans hjem og poleposition hans grav
men nu er blomsterne visnet og teen er blevet bitter
og det at læse er blevet en synd og Allahs første åbenbarede ord er glemt
i tidernes tidevand sammen med træernes blade
bliver aldrig genbrugt, men det gør vi
men det gør vi
generationen der er tabt er ikke noget at råbe hurra for
hvilket blot resulterer i en følelse af skuffelse så markant
som en fugl fønix i en taxa et sted på vesterbro blandt junkier og
græssende køer på en afbrændt mark
afsvedet, afmagt, anderledes fortabt
tænker det platinium blonde aldrig på ære som en post-it
ikke et manifest, ej en protest, men blot en post-it
skrevet med fyldepen drevet af lyst og blod
som koger ved tanken om olivenplantagen
et livsværk væk efter sekunder og aldrig helt tilfældigt er et ideal
skyndet af tanken om knækket is og en dræbende dukkert
iskrystaller i min mund, næse, øjne og en mælkehvid hinde henover verdenen
får os tilbage til status quo, husk min ven, sagde en vejleder engang
Det var ikke dråbens kraft som udhulede stenen, men derimod dens konstante falden
det er skam sandt
og jeg falder konstant, uden kraft, men apatisk, ned mod stenen
et univers af savtakkede klipper jeg aldrig vil nå.