Der står du jo, min kære ven
Med guldøllen pendulsvingende i hånden
Centreret omkring røgelsespinden i din kæft
Akkompagneret fra oven af S-togenes summen
- Og fra siden af fremmede harmonika-trubadurer
Med tusinde af forbipasserende står du der, i tunellen, min kære ven
Og ikke et eneste smil
Trænger sig på fra mine blinde frænder som haster forbi dig
Beruset af livet
Dine trætte isblå øjne, som altid har hvisket til mig: død
Men de kan ikke se udover hvad du er
En forladt skygge af noget som engang var noget
Og nu blot står i afkrogen af deres periferi
Deres mørkeste øjenkrogs torn
For de ser dig ikke for hvad du i virkeligheden er:
Kærlighedssøgende
Som alle nu engang er, men som alle så hastigt benægter
Men jeg elsker dig, det gør jeg skam, min kære ven
Din nikotingule knortede hånd i min
For du skal reddes, som alle skal
Men alle har så travlt med at redde sig selv
Jeg er blot lykkelig for at redde dig, for jeg ser dig som du virkelig er:
Kærlighedssøgende
Efter en kølig omfavnelse
Og den vil jeg give dig
Jeg følger dig ud af tunnelen, ud i lyset, om bag ligusterhækken
Tænk at dit blod er så varmt, når verden er så kold
Jeg håber at muldens favntag aldrig vil slippe dig
For du skal reddes, det skal alle - og jeg er glad for at redde dig, endog lykkelig
Tunellen føles så tom uden dig i min øjenkrog
Men det var det eneste jeg kunne gøre - for jeg elskede dig - og for det er jeg lykkelig.