Om jeg, kutteklædte spøgelse, ville befinde mig bedre i Paris' ådsels tyngede, brostens belagte gader, spørger du?
Rådden trækære, mit hvilested, ophovnet og opsvulmet! Væskefyldte blærer - mit hæslige ansigt, ødelagt. En dødsangst skygge. Dæmoniske klerkes farvel, mit korpus - min sidste olie - og smitten min eneste gave til omverdenen, et aftryk. Sandsynligvis.
Vig bort spejlbillede og flå din grusomme tunge ud! Drømmer dømmer kronisk mareridt.
Hvis du kunne tie med hysteri for sekunder ville jeg fortælle om "nu".
Om Kolossen og Dukken.
Denne mægtige silhuet! Engang stolt og knejsende, nu knækket og forfejlende. Tusinde fod høj, skændet af dunkelgrønt arvæv - uundgåeligt ir. Hør blot hvad jeg siger: Dukken er alt hvad Kolossen engang begærede. Lille silhuet, porcelæns hud, mælkehvid iris, stormfuldt skød - fordærvet! Hvilken scene jeg beskriver; gråd i tanken. Verdens tordenkile splintrede dem begge. Hvilket ønske ødelagde dem?
Var Han skuffet? Et endeligt punktum ville det her være.
Spejlbilledet fortsætter...
Fantasten blev jeg ved deres sidste hvilested. En hungrende ghoul, mæskende i deres rester. Kolossen og Dukken skulle have fyldt mig - evig pinsel ventede mig for denne udåd. Dage og nætter gik ved deres gravplads og min tørst blev blot større. Mundfuldende grådigere, synden større - tørsten utømmelig!
Ensomheden blev brudt, ikke af yndige sirener som i min spådom, men af hyæner. Væbnet med bajonetter og skarpladte rifler. Ikke engang Kristus kunne redde mig, med sin krone af ekskrementer, muteret af 2000 års eksperimenter! Idealet fortabt, essensen intakt.
Åh hvor de fråsede med mit liv. Disse parodier. Disse klovne!
Disse mordere af mit køn. Liderligheden og begæret efter Kolossen og Dukken som det sidste aftryk.
Ville jeg møde mit endeligt hos Kolossen og Dukken, kæmpede jeg arrigt tilbage mod disse indtrængere? Ingenlunde.

Spejlbilledet fortsætter...
Hvilken upålidelig fortolker du er, forvrænger af tid og liv. Mine tankers gift.