Senere begyndte vi at høre lyde, bankelyde, trin, suk, uforståelige mumlende taler og samtaler, smæld og knald. Men ikke nok med det. Ting begyndte at bevæge sig af sig selv. Husgeråd, smågenstande, køkkengrej, møbler, pynt og nips. Sådanne ting skete flere gange om dagen og overalt på slottet. Når vi sad ved spisebordet, flyttede drilleånderne med de ting, vi rakte efter, så vores madro blev forstyrret. Også i laboratorierne optrådte sådanne fænomener.
   En sen aften, da vi var gået til ro i en af de store tolv-i-én-himmelsenge, følte vi os pludselig hævet op, og sengen gyngede lidt som et skib. Med sengebenene hævet cirka et par centimeter over gulvet, begyndte sengen en dans, ved i hurtig rækkefølge at slå et af de fire ben ned i gulvet efter tur, så det lød nærmest om et maskingevær. Sengen foretog sig på denne måde en dans rundt på gulvet, indtil dansen på et vist tidspunkt stilnede af, og sengen lagde sig til ro igen og blev stille. Det hele havde stået på lidt over en halv time. Men nu stod sengen et helt forkert sted. Vi sov dog i den, som den stod, og flyttede den ikke på plads før næste morgen.
   Pedoria-børn er ikke bange for spøgelser. Disse kan drille, men gør intet ondt. Farlige spøgelser findes ikke her. Nogle kan man kommunikere med, andre ikke. Andre kan være nok så uhyggelige og søger at sætte en skræk i livet på en, men vi har lært at holde hovedet koldt, og véd, at vi aldrig skal vise frygt.
   Vi frygtede jo mest, at disse indledende poltergejst-fænomener skulle ødelægge nogen af vore ejendele, ikke mindst var vi nervøse for vort glasapparatur i laboratorierne, men denne frygt lagde sig efter en fjorten dages tid, for det så ud til, at spøgelserne havde besluttet ikke at ødelægge noget for os. Nok flyttede de tosset rundt på tingene, men vi oplevede aldrig, at noget gik i stykker eller blev smadret. Ja, jeg oplevede endda ved en enkelt lejlighed i et laboratorium, at en målekolbe med propionsyre blev skubbet, ved at poltergejsterne flyttede et par eksikatorer, så kolben fik overbalance og faldt ud over kanten af bordet. Men minsandten om ikke kolben standsede og stod stille midt i luften ti centimeter over gulvet, blev rettet på højkant og langsomt blev bragt til at svæve op og stille sig ordentligt på bordet igen. Heraf kunne jeg regne ud, at vore formodninger angående åndernes beslutning om ikke at ødelægge tingene, måtte være rigtig.
   Pivver var efter lydenes optræden holdt op med at stille sig i positur med front mod noget usynligt, men derimod var han bange og skyndte sig pibende ind under en seng, et skab eller en divan, hvor han blev liggende tyve minutter til en halv time efter, at der var faldet ro over feltet, og han var ikke til at kalde frem, før han følte sig helt sikker.
   En fjorten dages tid efter lydfænomenernes indtræden, begyndte vi at kunne se nogle væsener.
   Vi havde besluttet at se tiden an og iagttage, hvordan det hele udviklede sig, inden vi begyndte at lægge planer om, hvordan vi skulle få standset spøgeriet.
   På et sent tidspunkt, hvor vi alle hyggede os i dagligstuen, så vi pludselig midt i luften en grøn tåge tone frem. Den fortættede sig så meget, at vi kunne se, at det var et grønt spøgelse noget lignende den type, der ses i den jordiske film "Ghostbusters", men med hoved og opadstrittende ører. Det futtede rundt i stuen og pillede ved en masse ting. Nogle af dem fik det til at flytte sig. Til sidst svævede det bag Gilki's lænestol og begyndte at lade den hoppe op og ned med ham og hamre ned i gulvet med høj lyd hver gang.
   "Vil du øjeblikkelig holde op med alt det pjat, og fortælle os, hvad du hedder, og hvad der har bragt dig og dine fæller her til slottet", sagde jeg.
   Den grønne fyr standsede sine forehavender, og svævende midt i luften, kiggede han forbavset på mig. Derefter råbte han med en grov røst: "Gider ikke!", og foer ud af værelset gennem væggen, og var forsvundet.
   Senere mødte vi andre af disse væsener i tiden fra en time før solnedgang og til en til to timer efter solopgang. Spøgelserne var særlig aktive i skumringen. Men altid var de umulige at komme i samtale med, det eneste, de sagde til os var "Gider ikke!".
   En nat, hvor lille Fennik var vågnet og gået ud i et nødvendigt ærinde, uden at vække os andre, idet han lå yderst i himmelsengen, kom han senere farende ind igen og vækkede os oprømt. Han havde på tilbagevejen i korridoren mødt nogle spøgelser, der bevægede sig i modsat retning end han. Det var to af de blege hvide typer, der er kendt som gevandtagtige svævende skikkelser og blot med et par kulsorte pletter som øjne. Med disse øjne havde de kigget efter Fennik, da de svævede tæt forbi ham. Han mærkede en sær kulde ved passagen. Spøgelserne svævede videre ad korridoren. De var totalt lydløse.
   Den form for oplevelser blev nu ret hyppige. Da jeg en aften var meget sent oppe efter mørkets frembrud, så jeg et sådant gespenst flyve rundt i lokalet, på trods af, at en elektrisk bordlampe var tændt. Den slags var tilsyneladende altid totalt lydløse. Til trods for, at jeg talte til væsenet, fik jeg ikke noget svar eller nogen reaktion. Tilsyneladende hverken hørte eller så det mig.
   En morgen, da vi sad ved morgenbordet, hørte og så vi Vikke's grønne Pyldyt-bil køre op foran hovedporten. Han kom på besøg og havde sin samlever Salvia Spætte, og pigen Melissa Gærdesmutte fra Tommelsø med. Hun var vores allesammens veninde. Desuden var der to mindreårige børn med, Vikke's søn med Salvia, Levkoi Løve, som var bogstaveligt 12 år, og Vikke's datter med Melissa, Fresia Gærdesmutte, som var bogstaveligt 6 år. Vikke's livlige lille eohippus, Hippurino, var også med, og den sprang op ad os alle, fik øje på Pivver, hvorefter de to gav sig il at snuse til hinanden. De blev straks gode venner og legede så glimrende sammen. De var lige store.
   "Ja, I er velkomne", sagde jeg. "Hvis I da ellers vil blive. Jeg skal nemlig sige jer, at det er begyndt med voldsomme spøgerier her på slottet. Men jeg håber, at I kan affinde jer med det, og finder det spændende".
   "Du godeste", svarede Vikke. "Jamen det er jo et nyt slot, og alligevel er det begyndt at spøge, hvad er nu det for noget?"
   "Det finder vi måske ud af", svarede jeg. "Men ved I hvad, I kan da ikke have nået at spise morgenmad? I kan slutte jer til vort morgenmåltid her."
   "Mange tak, vi har ganske vist ikke spist morgenmad. Men vi fra Vrinske har dog ikke kørt helt der fra i dag. Vi har overnattet hos Melissa i Tommelsø, så vi har ikke kørt så langt", sagde Salvia.
   "Jeg giver hovmesterrobotten Mulli besked", sagde Gladiola og gik mod køkkenregionen.
   Vikke kiggede på sin magiske dolk, som han havde siddende i den juvelbesatte skede, i sit bælte. "Juvelerne her har ikke givet nogen lynglimt fra sig, efter at vi kom herind", sagde han. Det betyder i hvert fald, at der ikke er nogen virkeligt onde ånder eller dæmoner med i spillet".
   Vikke, Ribis og jeg gik op i det vestre tykke tårn, til det øverste magiske laboratorium, der lå under ceremoni-rummet i spiret. Her fandt vi nogle grønne præparerede plastikskiver frem, som troldmanden Professor Calo Kramsim havde sendt os fra landet Skampavia. Vi anbragte hver en sådan skive i vort bælte, og resten fyldte vi i en flettet kurv med låg, for at uddele dem til alle de andre. Disse skiver ville blive røde i nærvær af farlige og onde kræfter. Det var nogle gode indikatorer at have på sig. Jeg fandt også min yoyo i sit juvelbesatte skrin frem. Dette skrin gnistrede ligesom Vikke's dolk, hvis der var dæmoniske kræfter til stede. De to magiske redskaber kunne registrere på langt større afstand end skiverne.
   Vi satte os ud i nogle lænestole om et tebord i en lille forstue, der var ved vindeltrappens afsats til laboratoriet. Vi måtte lægge planer for en systematisk undersøgelse af fænomenerne.
   "Når skumringen kommer, begynder spøgerierne, og så gælder det for os tre om at opleve så meget som muligt af det hele", sagde jeg. "Vi må iagttage, hvor mange slags væsener der er, og hvor mange, der er af hver kategori. Vi slentrer gennem hele slottet fra loft til krypt. Vi kan gøre notater. Tag digitalkamera med. I morgen efter morgenmaden mødes vi tre i biblioteket og aflægger beretning for hinanden".