Jeg tror ikke på enhjørningen, men jeg så den stå i skovbrynet et kort øjeblik før den forsvandt ind i skoven. Jeg fulgte efter. Jeg tror ikke på enhjørningen, men jeg tror på nødvendigheden af eventyr at flygte ind i fra en verden der engang var for barsk at leve i. En dag for længe siden stod jeg i en ny virkelighed jeg gerne ville være i, frasagde mig enhjørningen og mistede adgangen til eventyrligheden. Men eventyret var et savn som et landskab hvor jeg kunne undersøge den fortid jeg ikke ville kendes ved. For hvem vil dog være både prinsessen og dragen og trolden og prinsen og frøen. Hvordan lever man med det? Jeg tror ikke på enhjørningen, men jeg ved den er bindeleddet mellem to verdener der begge er vigtige for hvem jeg er som menneske.