Jorden vibrerer under skoene, alkoholen bruser i blodet og folkemængden hopper op og ned i en samlet masse. Placeret i midten af ekstase, der strømmer ud af tusindvis af menneskers øjne, munde og hjerte. Hun kan mærke det mærkelige underlag giver efter under hendes fødder, et underlang, der er bulet og græsbeklædt. Hendes vejrtrækning er hurtig, og hun føler sig et med mængden. Hun er en del af noget større, en del af noget samlet og det føles vidunderligt. Bag hende står hendes venner, vidunderlige venner, men det er ubetydeligt nu, for i dette øjeblik er hele den samlede folkemasse hendes familie. En glædeståre løber ned af hendes ene kind og ender i hendes mundvig som en kanin, der skræmt farer ind i sit skjul. I dette øjeblik føler hun sig lykkelig. En ny tåre følger den første, den løber ned i hendes mundvig og fortsætter ned af hendes hage som en bi, der flyver fra blomst til blomst. Menneskemængden klapper i tak, piftenes sang blander sig med resten af tonerne som dyr i en parringsdans. En tredje tåre flyder ned ad hendes kind. Denne flyder som en måge hen over det oprørske have. En flok hjortetårer løber ned ad hendes krop, salte og utællelige, de rammer marken med hver sit lille plask. Tårerne dukker op af hendes øjne som arbejdsmyrer af en myretue og i samme antal. Alle folk synger. Jorden forvandles til mudder og snart står de i vand til knæene. Pigens øjne er utrættelige og de skyder tårerne ud som projektiler fra et maskingevær. Selvom øjnene er ivrigt i gang, og marken ikke længere er et mark men et lille hav, er pigen ved at være træt. Hun vender sit ansigt op imod himlen og får øje på en enkelt lille stjerne. Ordene sendes lydløst op til stjernen, som lytter og smiler. Den bliver et øjeblik en del af folkemængden, den hopper, pifter og synger, men til sidst tager den sig sammen. Den åbner sin mund og begynder at suge. Tårerhavet forsvinder langsomt op i den mørke himmel, og til sidst suger stjernen de resterende tårer ud af pigens øjne. Pigen kigger på folkemængden, hun hopper, men hun er ikke længere en del af familien. Hun klapper, men hun er tom. Hun hviner, men hun kan mærke sine tæer.
   Folkemængdens bukser tørrer langsomt, og ingen opdager det hvide salt, der samles i deres lommer.