Hvor er jeg ked af det på dine vegne. At se dig sådan - jeg kender dig ikke, kender dig kun igennem min profession, og det er stadig bag den facade man må bære for at kunne være i faget.
Se dig stå der koldsvedende med abstinenser, der er ved at drive dig til vanvid, et vanvid som ikke er dig ukendt.
De hundredvis af morgener du er vågnet rystende i din seng, og har væltet tomme flasker på gulvet i en vanvittig jagt efter en bundsjat sprit, der kan dulme de rystende hænder.

Hvor er jeg ked af det på dine vegne, at det gik dig som det er gået.
Din skæve næse, der tydeligt bærer præg af at være blevet brækket op til flere gange. - Vold i drukkenskab. Din snalrede beretning om, hvordan du blev indlagt fordi du sparkede foden igennem en glasrude. Du griner i din beruselse, som et barn, der netop med et barns uvidenhed, negligerer de ulykker der er hændt ved at grine af det. Grine af at man skærer en pulsåre over i drukkenskab. Konsekvenser - et ord der ikke eksisterer i dit vokabularium.

Din undergang, dit kaos, din forstand der ligeså stille forsvandt i takt med at de tomme flasker blev flere.
Et barn, der en gang legede med sin far. Har det været dig? ... eller er det netop mangel på en far at lege med, der har skrevet din historie. Jeg skal ikke kunne sige det ... jeg kan kun bevidne dette enigma af selvdestruktion, der har berørt min hverdag i dag. Og jeg kan tænke ... dette kunne ligeså vel have været mig selv, hvis omstændighederne i mit liv havde været anderledes.
Skrøbeligt - så skrøbeligt livet er.