Vi er fem børn, der har fået plads hos Grethe og Anders. Ingen af os kan bo hjemme hos vores egne forældre som andre normale børn. Vi blev forsømt, enten på den ene eller den anden måde. Jeg er 13 år, og det her er min fjerde plejefamilie. Grethe og Anders håber, at jeg snart vil begynde at åbne mig for dem.
   Det var det de sagde til kommunedamen, som var her i går. Alt imens jeg sad ved siden af, og på bedste vis forsøgte at skjule kvalmen der vældede op i mig og truede med at vende vrangen ud på mig. Jeg kunne bare have sagt det. Måske var det kommunedamens trætte blik, da hun spurgte mig, om alt var okay, der forhindrede mig i det. Jeg kunne se, hun ikke orkede at høre sandheden, og hun accepterer hurtigt mit stille "ja", mens hun samtidigt behændigt undgår mit flakkende blik.
   Efter en håndfuld ligegyldige spørgsmål, mest rettede mod mine plejeforældre, som nemt afværger enhver form for mistanke, står damen igen ude på trappetrinet, hun sender mig et hurtigt smil til farvel. Da hun vender sig om for at gå, griber en torn fra stokroserne, der stræber opad husmuren, ærmet på hendes silkebluse. Som om de prøver at forhindre hende i at efterlade mig.
   "Pokkers!", udbryder hun tydeligt irriteret og skynder sig videre. Selv roserne har mere mod end jeg. Anders sender et anerkendende smil i min retning, der afslører hjørnetænderne i hans overmund, og igen må jeg bekæmpe trangen til at kaste op.
   Om eftermiddagen sidder alle os børn i hulen oppe i det store krogede klatretræ. Det er vores tilflugtssted. Helt nede bagerst i haven. Jeg nyder solnedgangen, der får huset til at se ud som om, det står i flammer.
   Ja, der er helt sikkert brand, men ingen larmende brandbiler der kommer os til undsætning...