Hun sidder foran spejlet Iagttager sin lyse slanke krop, Forarget over at han kunne kalde hende smuk. Hendes fingrer glider langs hendes nøgne bryst. Kælende som han gjorde i nat.
   Fuldkommen. Han havde kaldt hende fuldkommen.
   Hun lader fingeren fortsætte ned langs hendes maveskind. Talje, hun har talje. Men det ser hun ikke. Hvordan kunne han kalde hende smuk? Hun så på sig selv med foragt. Hun havde altid ønsket ham, men aldrig ture drømme og slet ikke ønske ham.
   Lyset var endnu ikke kommet, selv ikke selvom at det havde været mørkt da han havde fulgt hende til hendes leje. Vinden var varm, sommerens skær skinnede klart igennem mørket.
   Hun lod hånden glide igennem det mørke krøllede hår. Han havde virkelig kaldt hende smuk.
   Hun kikkede igen hen på sin seng, så på den mand som hendes hjerte længtes efter mere end noget andet. Langsomt gik hun hen til ham, lod fingrende kæle hans ryg. Hvor hun dog elskede ham. Hendes følelser skar næsten igennem, hendes begær nåede næsten at briste.
   Hendes hånd strøg hans mørke silkeskjorte, som låg på sengen hvor den var blevet smidt i begær. Pludselig gik et pulserende stød igennem hende, hun trak sin hånd til sig, da hun så sine egne tanker. Hun knugede skamfuldt hånden ind til det nøgne bryst. Pludselig flov over at hendes nøgne hud skinnede om kap med månen. Hun strøg hurtigt sin kåbe over skuldrene og satte håret op. Det begærer ham. Hvordan kunne hun begære ham? Ham af alle? Men hun begærede ham. Det skinnede klart igennem hendes smukke hud, hendes svulmende former og hendes lange hår der smukt dannede en ramme et perfekt ansigt. Store brune øjne, dybe som havet, mørke som egens mørkeste, læber fyldige og en velformet næse. Hun var smuk, men hun så det ikke. Hvordan kunne hun begære ham? En forlovet mand, kommende far og adel. Selv var hun lovet bort til en svensk adelsmand, han kunne forsørge dem, hende, hendes familie og hun skulle bo i Sverige på hans herregård. Hendes søstre missundede hende og hendes veninder ville længes efter hende, men ikke så meget som han ville.
   Hun veg langsomt tilbage fra sengen. Ydmyg trådte hun ud på altanen, på randen til gråd. Jeg ønsker... Jeg ønsker... Jeg ønsker... Gentog hun med folede hænder. Pludselig var himlen oplyst. En stråle af lyst trængte igennem atmosfæren. Hun folede hænderne ønskede igen. Strålen blev kraftigere. Snart var lyset væk, et kort sekund stod alt stille, men så lød braget. En trykbølge pressede hende tilbage. Sten rev sig løs og svævede faretruende i luften. Jord og luft blandedes, gjorde den ellers klare natteluft tyk. Alt brændte. Jorden begyndte at ryste, den delte sig i to. Hendes føder blødte, håret hang løst, mens at hun søgte ham, umulig at finde. Endnu et brag, hun så op og så hvordan at lyset blev skarpt.. snart sort.. snart.. jeg ønsker.