4 dage... 4 dage havde vi inden nedslaget. Meteoren var på vej, og tiden op til nu havde været opslugt af tyverier, voldtægter og mord. Militæret var kaldt ud til gaderne for at skabe ro og orden.

"Ro og orden"... Orden i kaos.

Jeg havde brugt en dag på at tænke. At tænke på at jeg nu skulle forlade dette sted. Jeg havde siddet længe og gjort mig tanker. Ikke om at forlade dette sted, men hvordan jeg skulle forlade det. Jeg havde brugt en dag på at ringe til alle dem der i mit liv havde såret mig, for at fortælle dem at de var tilgivet. Jeg havde ringet rundt til alle dem jeg havde såret for at søge tilgivelse. Vi er alle mennesker. På godt og ondt. Alle laver fejl.

Jeg havde brugt en dag på at kontakte alle dem der i mit liv uselvisk havde hjulpet mig, støttet mig, været der for mig, og dem der har udviklet mig til at være den person jeg er i dag. De havde gjort det af kærlighed, og fundet hvert et sekund der har påvirket mit liv, til det stadie jeg i dag har nået.

I dag, er det den fjerde dag. Der er en time tilbage. For første gang i mit liv har jeg levet i fuldstændig fred og harmoni. Jeg sidder nede ved stranden. Jeg spejder ud over vandet. Ser solen spejle sig i det klare vand, mens den stille forsvinder i horisonten. En tanke slår mig. Er det godt eller skidt at vi blev informeret om den forestående katastrofe, der har medbragt krig og kaos ned over verdenen. Dinosaurerne har været i samme situation som os. Om en lille time vil jeg se det syn, som de så for blot 65 millioner år siden. Historien gentager sig. Jeg spekulerer på om de havde gjort sig tanker, om de kunne gøre sig nogle, om de accepterede det som deres skæbne eller om det overhovedet havde nogen betydning. Har det en betydning for os, at vi ved det?

Jeg smiler til mig selv.
   Set tilbage på det kaos der har hærget i de sidste 4 dage, tror jeg at dinosaurerne havde det bedst ved at være uvidende.

Jeg bøjer mig ned, tager en håndfuld sand, løfter forsigtigt min lillefinger og lader sandet forlade min hånd. Jeg læner nakken tilbage, og kigger på de første stjerner der toner frem på himlen. Jeg lukker mine øjne i, og nyder den overdøvende larm af stilhed. Jeg hører bølgerne slå ud mod strandkanten. Jeg tager en dyb indånding gennem næsen, puster ud, og nyder min indre fred. Jeg er helt tom, og nyder for første gang den indre tomhed som en fantastisk fornemmelse. Er det ikke det vi søger i livet? At vi kan hvile i os selv når roen og balancen oversvømmer os, så vi til sidst bliver et med os selv.

Ro avler klarsyn, og aldrig før har alting været så klart som nu.

Jeg sidder stille. Nyder min tilstand. Jeg bander lidt over mig selv. De ting jeg har gjort de sidste dage, kunne jeg have gjort en hvilken som helst dag i mit liv, og jeg har kunnet leve mit liv med den følelse jeg besidder nu. En forstyrrende tanke trænger sig på. Et tankevækkende digt vi havde læst i folkeskolen.

"Du skal plante et træ - Piet Hein

Du skal plante et træ
   Du skal gøre en gerning
   Som lever når du går i knæ,
   En ting som skal vare
   Og være til lykke og læ.

Du skal åbne dit jeg.
   Du skal blive et eneste trin
   På en videre vej.
   Du skal være et led i en lod
   Som når ud over dig.

Du skal blomstre og dræ.
   Dine frugter skal mætte
   Om så kun det simpleste kræ.
   Du har del i en fremtid.
   For dén skal du plante et træ."

En summen fra min lomme, river mig ud af mine tanker. Jeg fisker min telefon op. Det er hende. Jeg tager telefonen.

"Hvor er du henne" Spørger hun med gråd i stemmen.
   "Jeg er på vores sted" svarer jeg.
   Jeg kigger langsomt op, og ser hende komme gående med en telefon i hånden.
   "Hvorfor er du ikke hjemme med din familie? Der er kun et kvarter til!" Råber jeg til hende, og slukker telefonen. Hun siger ingenting. Hun går hen imod mig, og jeg møder hende på halvvejen. Hun omfavner mig, og hvisker i mit øre.
   "mit hjem er hos dig".

Jeg kysser hende på panden.
   "Kig på mig" hvisker jeg med ro i stemmen. Hun kigger op, en tåre triller ned af hendes kind.
   "Du har ret skat. Vi er et"
   Jeg kysser hendes læber, og mærker hendes hjerte banke mod mit bryst. Jeg mærker en svag puls fra hendes læber, samt fugten og varmen fra kysset. Jeg lukker øjnene og fornemmer et skarpt og varmt lys. Jeg tænker at jeg har fundet kærligheden og freden. Med de to ting i mit hjerte, det sidste sekund før det er slut, finder jeg meningen ved digtet, og dermed også svaret på det så ofte stillede spørgsmål. Meningen med livet.

Meningen ved livet er hverken penge eller magt. Meningen ved livet er at gøre en forskel. Både i andres, og i sit eget liv. At sige et ord, på det rigtige tidspunkt, at give et kram når der er brug for det, lytte, være til stede, og uselvisk hjælpe andre af et rent hjerte. Det har jeg gjort for andre, andre har gjort det for mig. Træet der skal plantes er et symbol for kærlighed. Et træ der vokser, og bærer frugt. Nu da jeg endelig har plantet mit træ, bliver jeg belønnet. Min belønning er fred i mit sind, og en overvældende følelse af fuldendelse.

Målet er nået.