Jeg stod foran døren til din lille lejlighed. Den var låst. Udenfor silede regnen ned. Jeg ringede på, tog i håndtaget, ringede på, men døren forblev uåbnet. Jeg stod et øjeblik og stirrede på den hvide maling, som var begyndt at skalle af. Krattede i malingen og håbede, at du, hvis jeg ventede længe nok, ville åbne døren for mig. Ventede. Jeg satte mig på den pastelgrønne trappe. Stilhed. Hun havde sagt til mig, at jeg ikke skulle regne med, at du ville være her, men jeg havde bedt hende holde sin kæft. Vi havde skændtes. I morgen ville du ringe med en syg undskyldning i baghånden, og jeg sagde selvfølgelig, at det hele var okay. Om jeg var sur? Nej. Jeg ville stå foran din slidte dør, med to håbefulde øjne om en uges tid eller to igen.
   Engang spillede du guitar og fløjtede, når jeg havde veninder med hjem. Vi grinede. Din guitar forsvandt, og din fløjten aftog. Listende mod garagen. En sær lugt. Jeg lå i sengen med øret vendt imod væggen for bedre at kunne høre, hvornår du ville komme for at sige godnat, men du kom aldrig. Jeg ventede. Vågnede til lyden af køkkengulvets knirken. Senere på aftenen, når mor var gået i seng, kunne jeg atter høre dine listende strømpesokker.

Regnen var for længst aftaget, da jeg omsider forlod opgangen. Jeg lod solens varme stråler kærtegne mit fugtige ansigt. Bussen ville snart være her, så jeg fandt mit krøllede klippekort frem. Måske var der snart en regnbue på vej? Ventede. Jeg holdt øje med dit vindue med næsen trykket imod ruden, lige indtil vinduet havde forvandlet sig til en lille sort prik, som kunne skimtes i det fjerne. Da svingede bussen om hjørnet.