Lyden af tjæren der antændes i hendes mistral
Hendes øjne er røde og hendes kinder våde
Ekshalerende puster hun røgen ud i regnen
Et billede ligger på gulvet med billedsiden ned ad
Dets glas er knust, og skårene ligger omkring det
Skoddet smides ud af vinduet -
Og hun vender ryggen til København
En ny mistral tages ud af pakken og den antændes
Røgen danser fra gløden i det lille kollegieværelse
Melankolske bølger ruller akavet ud af det lille anlæg
Nede på gaden står en ældre fuld mand og kaster op
Svagt kan man høre glade stemmer fra overetagen
Lyden af grin og ølflasker der triller på bordene
Hun snakker med sig selv,
Ordene er fragmenterede, utydelige og indforstået.
Det er kun hende der ved hvad hun selv tænker -