Livsmodet sniger sig indenfor,
træder varsomt henover
det hvidbørstede parketgulv
for at aflure den let snorkende
de hemmeligheder
som ganske adstadigt er blevet til
gennem måneders uophørlig
vandren frem og tilbage i entréen.
En kasse bekymringer står nu
og surmuler i et hjørne,
kede af ledigheden,
den klingende latter
og udsigten til aldrig mere
at skulle tages i brug.
Livsmodet indtager pladsen
på kanten af sengen.
Hun opdager nok ikke,
jeg har været væk,
tænker det og sover snart.