Det smertens barn der vokser
en kvinde indeni
forblev derinde
hundrede år
uden vej og uden sti
Nu åbner hun et vindue
bare en smule
lidt på klem
vejrer efter stemninger
leder efter hjem
Når angstens slør det letter
og lyset sættes fri
Da lukkes dette vindue
stadig en smule i
Den morgenluft der vejres
er skræmmende
men smuk
et numinøst forandringsværk
en kildes klare suk.