Triste skyer over byen
Over det forladte hus, der står gabende tomt
Et hul i hjertet af en civilisation
der i sin fremadstormen for længst har glemt det
Ensomt står det endnu
båret af faldefærdige vægge
der måske dannede ramme om et liv
kysset af kærligheden
Trak engang latteren gennem dem
i stedet for som nu
vindens hyl?
Ensomme vægge som enhver har glemt
Kun en hjemløs mand kender jer endnu
Om natten giver I ham et spinkelt læ for vindens bid
Om dagen sidder han
på sin klods af beton
med sporadiske ejendele, pakket i nettoposer
og betragter jer med trætte øjne
Er der ikke en tåre at spore i krogen af hans fjerne blik?
For i de knuste ruder
strøet på den ukrudtsbrudte asfalt
ser han glimtet af en drøm
om fremgang og lykke
En drøm der engang strålede ud af dem
En drøm der nu som glasset ligger knust
blandt cigaretskod
flaskekapsler
og kanyler