Nogen siger at jagten på gnisten, er ligeså uopnåelig som jagten efter lykke.
Gnist er en reaktion på noget indre som bliver stimuleret - Lykken er at opnå et ønske.
Hverken gnist eller lykke er uopnåelige.
Lykken er et paradoks mange søger, og næsten ingen når.
Gnisten finder man til tider og mister.
Hvis man bruger hele livet på at finde lykken, og tager det som nederlag når man "ikke finder den", ville du heller ikke i et udødeligt liv finde den.
Hvis man bruger hele livet på at være lykkelig i hvad man sidder i, har man fundet lykken - lykken er ikke perfekt, men udstråler du lykke, har du meget vel fundet det som egentligt er definitionen på lykke.
Gnisten derimod, findes i mange ting. En hobby skabes i form af at der er "gnist" for at beskæftige sig med dette, og man får en slags glæde eller finder den såkaldte "lykkefølelse" i beskæftigelsen med dette.
Derfor kan gnisten også findes i mennesker. Den store glæde i at tilbringe tid med et menneske, lære dette menneske at kende og sjældent være foruden.
Jagten på den perfekte partner deltager jeg ikke i, og heller ikke jagten på lykken.
Lykken har jeg fundet og tilbringer dagene i en lyksalig gnist med livet - med al dets "uperfektion".
Gnisten finder jeg i de små ting, og at tilbringe dagligdagen eller livet med ting eller personer uden gnist, hvis det ikke er nødvendigt, ser jeg formålsløst.
Den desperate jagt på lykke eller den perfekte partner deltager jeg ikke i, for jeg har fundet lykken i livet, og gnisten hos mine venner, så hvad er der at jagte? Jeg går ikke på kompromis, men kravet er gnist, glæde og lykke... Det er da ikke så meget forlangt? Er det?