Dørtelefonen råber ad mig. Jeg ligger i fosterstilling inde i stuen. Mens jeg kysser egetræsplankerne. Kærlighed. Mine tanker kredser om ordet. En tanke og to tanker. De er de eneste tilbage i mit store hoved. De forsøger at komme det nærmere. Men det kan ikke lade sig gøre. De er i undertal, de taber kampen. Smertefuldt. Et kort sekund - et sekund der er kortere end alle de andre ligegyldige forgående sekunder - har jeg nærkontakt med fjenden.
   Det er aften. En sol der for længst er gået ned, og en mørk lejlighed. Og så kulde. Kulden der har beslaglagt rummet, mens dørtelefonen skriger. Min hovedpine vokser og vokser. Til sidst sprænges dæmningen. Jeg mærker, hvordan smertens flod strømmer ned gennem min krop. Den stærke strøm hiver tårer med sig. Mine kinder er salte og urimelige.
   En tid. Et skridt frem og et da. Jeg ligger hele tiden i stuen. Mine øjne er mudrede og kolde. De fryser. De ser ikke klart. Jeg har mine arme rundt om mine ben. Mine hænder er i krampagtigt klammeri med hinanden. Den højre ovenpå den venstre. Den venstre viklet ind i den højre. Klamt.
   De tabende tanker traver trægt. Jeg holder for og trækker dem rundt i mit hoved. Hvordan er stemningen, hvisker jeg uden at bevæge læberne. Der er dårlig stemning. Men tankerne bliver ved trave. Et jeg og et du. Og et nu.
   Dørtelefonen tier. Stilheden vinker smilende. Døren går op. Så forsvinder den ud af min lejlighed. Tropperne stormer ind. Beskidte støvler mudrer mit liv til. Jeg bliver omringet. Om lidt sættes stigerne mod min forsvarsløse svage krop, og invaderingen igangsættes. Det hele har været planlagt længe. Før jeg vidste af det. Angrib. Beregnende.
   Et suk og et så. Min mund - urimelig. Den vil ytre sig. Smerten vil flyde ud over læberne. Et jeg og et du. De vil drukne.