Jeg sidder bare her, mens du venter et andet sted, hvor opvasken måske fylder mere end min. Det virker næsten komisk. Hvis du går ned i kiosken, håber jeg du kommer til at købe cigaretter, og at du på vejen hjem mærker at det hele er så latterligt, for de er jo til mig og jeg er der ikke længere. Det gør ikke ondt som knive i blodet, dybt. Det er den usigelige dumhed man mærker når man glemmer alle sine varer i føtex, eller pengene i hæveautomaten. Det er næsten komisk. Du er en konto i minus og jeg er et forbrugslån. Jeg er ikke ligeså dyr som leasy, hvilket også er mit argument for at du skal komme herhen med de cigaretter. Jeg købte selv en hvedeøl der var tænkt til dig, så måske kan vi bare bytte vores fejlkøb?