Jeg forestiller mig hvordan
mine indvolde har lagt sig i et zig
zag mønster, fordi jeg aldrig ved
hvilken vej jeg skal gå.
Jeg har et tydeligt billede
af, at mit luftrør har
en lukket lynlås på dårlige dage, og at
mine hænder tæsker mig
når jeg sover, og at
det er derfor jeg altid vågner
med hovedpine.
Når jeg er alene ser jeg
tusindvis af fremmede ansigter,
siddende i væggen mellem mig
og min nabo. Det er nok derfor
jeg ikke orker at snakke med mere
end én person ad gangen.
Jeg er bitter fordi min
mave har for meget syre, og
træt fordi jeg har en lav blodprocent.
Mine fødder binder sine egne
knuder, alene af den grund
kommer jeg nok aldrig ud igen
.