Har du nogensinde virkelig betragtet
kosmos
i dets uendelige
fascinerende
skræmmende og intimiderende
mægtighed
og undret dig over
hvori evigheden består
og hvor vi bliver af
når vi i de sidste sekunder
af vores små og skrøbelige liv
træder ind i det evige mørke
for evigt at forsvinde
og møde det totale?
Jeg ved at jeg er mig
og jeg ved
at det er derude.
Hvor bliver vi af
når vi ikke er mere?
Hvordan kan jeg
ophøre med at være mig?
Det burde holde alle mennesker vågne.
Sammen skulle vi sidde omkring et tændt bål
og udforske uendeligheden.
Denne verdens utrolige evighed.
En vis mand sagde engang:
"På verdens højeste bjerg
hvæsser en fugl en gang hvert år sit næb
for igen at flyve bort
og vende tilbage næste år.
Når bjerget er slidt ned
er der gået et sekund af evigheden".
Og selvom denne tanke er
umådelig i al sin storhed,
Så håber og beder jeg til
At intet ender aldrig.
Hvad ellers kan vi håbe på?