Det største af slagsen står som et tårnhøjt alter op ad den bagerste væg længst væk fra yderdøren. Dets mørke træ lyser på forunderlig vis op og danner en aura af ærefrygt, beundring og noget, der kunne minde om misundelse. Pendulet i midten svinger taktfast og regulerer det, der altid har været her og altid vil bestå. Det der længes efter, det der mindes, og det der frygtes. Bornholmeren bliver det kaldt.

Men Bornholmeren er ikke ene. Der er mange flere i rummet. Andre slags - men stadig af samme art. Der er de store og voluminøse; dem der fører tankerne tilbage til forgangne tider. Der er især én slags, der får alle til at trække på smilebåndet og giver lyst til berøring, lyst til leg. Det står længst til højre i rummet og drager alle barnlige sjæle hen imod sig med sin lystige form og rindende indhold. Timeglasset er navnet. Der er en dragende forening, en dragende sammenhæng mellem de to glaskolber, der forbindes af det smalle rør i midten og lader små sandkorn passere fra top til bund.

I kasser, på stativiver, i vinduespartiet og hængende ned fra loftet regerer de små af slagsen. De findes i alle størrelser, alle farver og med et hav af variationer i form, dekoration og ikke at forglemme funktion.
Der er nogle til den sporty type; glatte i overfladen, vandafvisende og med en avanceret indre mekanisme. Der er også hjælp at hente til de, der søger de feminine værdier; bløde former og rundinger samt dekorative, funktionsløse detaljer. Der er ældre modeller fra sidste sæson, sidste år og dem, der er helt udenfor kategori; lommeurene. Med deres lange snoede kæder og klips for enden, er de forgrenet i en tid, der ikke længere slår i takt med den lille viser bag glassets skærm. En ny æra er begyndt, og den digitale tidsalder har gjort sit indtag i lommeurenes videre færd.
Digitalurene står længst fremme i lokalet og lokker alt og alle med deres nemme aflæsning, deres enkle stil og den modernitet, der hungres efter i yngre såvel som ældre sjæle.

I en lille krog tæt på baglokalets dør, er de irriterende placeret. Der er ikke meget plads til udfoldelse, og dette henstiller dem til en tilværelse som små tikkende bomber. Bomber der først sprænger hos den rette ejermand på det rette tidspunkt. Vækkeuret er dets betegnelse i folkemunde.

Overalt høres tikkene og visernes ryk fremad. Aldrig tilbage. Bornholmeren slår 12.00, timeglassets sand er rendt ud, og digitalurets neongrønne skærm lyser 14.47 op.

Fra den fjerne, bagerste væg lyder en sagte lyd, da en høj, mørk skygge mumler;
"Det er jer, der tager over, der hvor dagen, måneden og året må give op. Naturens egne tidsintervaller overtages, forføres og forkastes af jer".