Hendes trin giver genlyd mellem boligblokkene, som hun sætter den ene fod efter den anden, på betonen. Det runger i hendes hoved, som om det var den eneste lyd i verden.
   Sammen med klumpen i halsen, synker hun en bid kold luft. Våd beton og spraymaling blander sig i hendes mund. Hun lukker munden og holder vejret. Smagen forvandler sig til lugt, og forlader mundhulen for at søge tilflugt i næsen.
   Hendes taktfaste trin bliver hurtigere, mens hendes virkelighed føles som slowmotion. Graffitipilen, på væggen, viser hende vejen. Som om de unge, der løb da hun kom, giver hende et skub i den rigtige retning.
   Nu ser hun vejen, og første mål er snart nået. Bare den våde betonlugt ikke bliver siddende i hendes tøj.