Han siger en masse pis med alt for mange ord.
   Jeg sipper af min rødvin og forsvinder ufrivilligt væk i hans dybe, blå øjne.
   Han gestikulerer med hænderne og holder inde, som om ventede han et svar fra min rødvinssprængte læber.
   Jeg siger intet, for jeg har alt for travlt med at stirre på hans hænder. Lange fingre, for tynde, med store aflange negle.

"Du har de smukkeste hænder", plejede jeg at sige.
   Jeg tager en tår mere, tænder en smøg og puster bevidst røg i hovedet på ham. Tænker over, hvorfor man bygger kærlighed op omkring løgne og hvorfor den gør blind.
   Jeg har lyst til at skrige, at hans hænder er fucking klamme og edderkoppeagtige.

Han smiler med påtaget selvtillid, idet jeg ikke svarer på, hvad end det var han nu sagde.
   Hans tænder er skæve.
   Og brune.

"Hold kæft, de er fucked up!", grinede jeg i sin tid.
   Han grinede med og nød min ærlighed, fuldstændig fri for falske komplimenter, som man må lægge ører til alt for tit.
   Vi kyssede med for meget tunge og for lidt kontrol.
   Han tager min hånd i sine.
   Jeg overvejer, om han mon ville sætte lige så stor pris på min uforsødede ærlighed nu, hvor vi ikke deler andet end et flygtigt øjeblik og en 35-kroner-flasken rødvin?

"Så hvad siger du?"
   Han slipper min hånd og lader sin egen svæve få centimeter, med åben håndflade, fra min. "Hvis du vælger det her, at lægge din hånd i min, så ved du, hvad du får. Og at det bliver godt - som det altid har været. Du ved, hvad du går ind til".
   Jeg tænker på sidst, han var her.
   Sidst vi kneppede, i alt for indgroet og overudforsket rytme, uden smil og alt for fulde.
   Jeg tænker på om, jeg mon ville fylde ham med løgn igen om smukke hænder og alt det shit, hvis vi forelskede os på ny.
   Jeg tror det.
   Han kigger afventende med et dødt glimt i de dybe blå...
   "Jeg synes, du har klamme hænder...", siger jeg så, "fuldstændig vanvittigt ækle"
   Han siger ingenting.
   "Det har jeg forresten altid ment", kvitterer jeg og ser hans skygge forsvinde.