Jeg kørte ind på Kontanters Klangs P-plads og blev siddende i bilen. Jeg var totalt mismodig og udkørt. Jeg kunne se Aksel stå ude på pladsen og få skæld ud af Kirsten. Han var åbenbart kommet tilbage til ham. Han fik øje på mig. -- Max? udbrød han forbavset.
   -- Hej, svarede jeg fraværende og steg ud af bilen.
   Aksel bemærkede min tilbageholdenhed. Jeg havde ikke lyst til at tale om mit fatale eventyr med Rejseholdet, imens Kirsten hørte på. -- Må Max og jeg snakke lidt sammen, Kirsten? spurgte Aksel bedende sin kone.
   -- Selvfølgelig da, svarede Kirsten hårdt og blev stående. -- Bare snak.
   Aksel stirrede utilpas på mig. Der var hændt noget dårligt, kunne han mærke. -- Hvad er der sket? spurgte han ængsteligt.
   -- Bare glem det, svarede jeg træt. -- Jeg vasker bilen. Jeg satte mig tilbage bag rattet og kørte bilen på plads. Da den var blevet skuret på alle sider, tog jeg fat med spritkluden. Endelig blev jeg færdig. Jeg gik tanketomt forbi Aksel og Kirsten, ind ad hovedindgangen og videre ind i køkkenet. Der stod kaffe på bordet.
   -- Tag en kop kaffe, Max! Aksel var bekymret fuldt efter mig. Hans diskussion med Kirsten var åbenbart langt om længe forbi.
   -- Det trænger jeg til, stønnede jeg. Jeg rystede på hovedet, da han tilbød at lave nogle pandekager. -- Senere tak.
   -- Max, du ser ud ad helvede til, sagde Aksel oprigtigt.
   -- Jeg har også lige været i helvede, svarede jeg og stirrede frem for mig, imens jeg genoplevede rædslerne i Megasin.
   -- Du behøver ikke tale om det, hvis du ikke vil, sagde Aksel stille.
   Jeg lyttede træt. -- Kommer Kirsten herind?
   -- Jeg låste døren, mumlede Aksel mørkt og hældte kaffe op.
   Jeg tog en slurk. -- Vi var ni mand. Mig, kommissær Knold og et detektivkorps, da vi kørte ind i Storstrup. Jeg tav og så frem for mig. -- Inde i Storstrup gik vi ind i Megasin. Jeg gøs og lukkede øjnene. -- Ind i et baghold. Knold brækkede foden, og Rejseholdets chef, Oskar Mortensen, blev bortført for øjnene af os!
   Aksel stirrede vantro på mig. Selv i sin vildeste fantasi havde han ikke troet, at den slags ting virkelig fandt sted.
   Jeg gik i gang med at fortælle hver detalje i hele forløbet og nåede lige at blive færdig, inden jeg faldt i søvn.

Efter morgenmaden næste dag havde jeg det bedre. Aksel havde atter bagt pandekager, og Ole havde modtaget en bestilling på 12 nye kasseapparater. Det lunede godt. Jeg besluttede at jeg i frokostpausen ville køre til Reklameland for at snakke med Maren, min kone.
   Jeg klappede min Kadett, der som altid skinnede dejligt kulørt i solen. Den havde også trængt til et hvil og et bad.
   Hele vejen til Reklameland spekulerede jeg på, hvordan jeg skulle få lokket Krimm brødrene ud af Storstrup, hvor de tilsyneladende gemte sig hos Gertsen Global. Men jeg kunne ikke finde på nogen måde.
   Fanden tage dig, Hasse! tænkte jeg vredt. Så langt jeg huskede tilbage, havde Hasse opført sig som et forkælet barn. Jeg kom til at tænke på hans iver efter at finde Pip Hans' nedgravede formue. Hasse var sikker på at den fandtes, og havde ikke givet op, før efter et utal af møjsommelige udgravninger.
   Mine øjne blev pludselig store. En genial idé var ved at tage form. Jeg vidste ikke om den var troværdig, men den kunne virke! Tanken om Pip Hans' formue havde jo en fantastisk tiltrækningskraft på Hasse. Måske endda nok til at få ham ud af Storstrup og et sted hen, hvor vi kunne opdage ham? Jeg anede det ikke, men hvorfor ikke afprøve min teori?
   Først måtte jeg dog snakke med Maren. Jeg kørte hurtigt gennem gaderne og bremsede hårdt op foran Reklameland. Bilisten bagved trådte chokeret i sin bremse, dyttede og råbte og skreg, men jeg ignorerede ham totalt. Jeg havde ikke tid til bøvl nu!
   Maren stod ved hovedindgangen, da jeg sprang op ad trapperne. Hun havde hørt mig komme og så forbavset på mig.
   -- Maren! udbrød jeg og ville omfavne hende. -- Har du været bekymret? Jeg ville kysse hende og rakte armene ud.
   Maren greb fat i mine arme. -- Ikke her, Max! sagde hun strengt. -- Hvor tit skal jeg sige det!
   Jeg kiggede flovt ned. -- Jeg kommer for at fortælle, hvad der er sket, Maren.
   Min dystre tone fik hende til at studse. -- Er der sket noget, Max?
   Jeg fik fugtige øjne og prøvede at sige noget, men hun satte hånden for min mund. -- Er det noget med brødrene? spurgte hun barskt.
   Jeg nikkede.
   Maren udbrød højt og vredt: -- Nu er det simpelthen nok med disse to lømler! Nu går vi to direkte op til direktør Mikkelsen og fortæller alt, hvad der er sket! Nu skal sandheden om de to banditter frem!
   Jeg nikkede og fulgte med ovenpå.
   Direktør Mikkelsen sad rank ved sit skrivebord. Han rakte mig en stærk, senet hånd og studerede mit ansigt, mit tøj og mine sko. -- Er du all right? spurgte han fjernt.
   -- Nej, ikke rigtigt, svarede jeg.
   -- Fortæl direktør Mikkelsen hvad der er sket, Max! befalede Maren.
   Jeg tog en dyb indånding og fortalte derpå om Kontanters Klangs forhold til brødrene og Klingende Mønt, dernæst om min og Rejseholdets katastrofale ekspedition til Storstrup. -- Ingen kan finde de to banditter! sluttede jeg.
   -- Sikke dog, hviskede direktøren eftertænksomt. -- Jeg håber da, jeg får praktikanten Angela tilbage. Han tænkte på den lange tid og de mange penge, Reklameland havde måttet bruge på at oplære hende.
   Jeg regnede med, at direktør Mikkelsen nu også ønskede Krimm brødrene fanget. Jeg fortsatte: -- Intet bliver anderledes, så længe brødrene bliver i Storstrup! Vi må finde på noget, der kan lokke dem ud!
   Mikkelsen så forbavset på mig. Han indså tydeligvis at jeg sagde noget sandt: Brødrene måtte fanges. De skyldte jo stadig et stort beløb for TV-reklamerne. -- Hvordan vil du lokke dem ud? spurgte han mig ivrigt.
   Jeg fortalte ham om min plan. -- Hasse har altid været besat af penge! Han tilbragte en hel sommerferie med at grave efter Pip Hans' formodede formue!
   -- Men alle ved jo, at denne vagabonds skat var en skrøne, prustede direktør Mikkelsen hånligt.
   Jeg stod benhårdt fast. -- Men Hasse tror ikke på det! Vi har gang på gang måttet høre på, hvad han ville bruge pengene til, når han og hans dumme lillebror en skønne dag fandt den skat! Hvis vi bare kunne finde på en fristende lokkemad!
   -- Hvad skulle det være for en lokkemad?
   Jeg tænkte. -- Lad os for sjov sige jeg fandt skatten, og sørgede for at rygtet spredtes...
   -- Kære ven, selv min skøre tante ville ikke tro sådant et rygte! konstaterede Mikkelsen tørt. Han kiggede på mig, som om jeg var fra forstanden.
   -- Ja, det er også problemet lige nu, indrømmede jeg. -- Hvis jeg bare havde en pokkers masse kontanter at vise frem, så kunne jeg påstå at de stammede fra Pip Hans' skat! Det ville virke. Især hvis Hasse fik at vide, at det var mig der havde fundet pengene! Spørgsmålet er bare, hvordan jeg får fat i en masse kontanter, hmm.
   Direktør Mikkelsen trak sig ubeslutsomt i underkæben. -- Jeg kommer straks tilbage. Han sprang adræt op af direktørstolen og forlod kontoret.
   -- Flot forklaret, lille Max! roste Maren mig stolt. -- Så du Mikkelsens ansigt? Du har ramt noget, Max. Han savner minsandten de penge han har til gode, haha.
   -- Måske vil planen ikke fungere i praksis, svarede jeg nervøst. -- Der er så mange ting, der kan gå galt. Men jeg tænkte bare det var værd at prøve.
   Jeg stirrede nervøst ned på mine sko, da direktør Mikkelsen kom tilbage. Han kunne garanteret finde bunkevis af svagheder ved min plan...
   Mikkelsen medbragte en lille sort kuffert. Han lagde den på skrivebordet og smilte spændt til os: -- Nu skal I bare se!
   Maren og jeg holdt vejret, imens Mortensen pillede lidt ved kufftertens lås. -- Værs'go at kig!
   Maren og mig stod som målløse. Synet der mødte os, var lige ved at slå mig omkuld. Kufferten var propfuld af penge!
   -- Jamen, direktør Mikkelsen! udbrød Maren benovet.
   -- Åh, se på dem, hviskede Mikkelsen. -- Blot at beskue dem!
   Jeg følte, jeg måtte advare direktøren. -- Min plan virker måske slet ikke, Mikkelsen! Og selvom den gør, kunne det blive farligt...
   -- Jeg er pokkers ligeglad! svarede Mikkelsen voldsomt. -- Jeg skal bare ha' mine penge og min praktikant tilbage!
   Direktøren kom til at tænke på noget, der fik ham til at tvivle. -- Men pengene i kufferten hér kan vel ikke svare til rygtet om Pip Hans' enorme formue?
   -- Jeg køber bare 20 kufferter magen til, svarede jeg beredt, -- og lægger reklameblade i dem og påstår til mennesker jeg møder, at allesammen er fulde af sedler, hehe!
   Direktøren nikkede anerkendende til min idé. Jeg kunne se, han var opsat på, der snart måtte ske noget. Jeg tilføjede: -- Jeg køber kufferterne i Tage Ejes Antik. Dérinde har jeg i tidens løb købt mange sjove ting.
   -- Bare du får Angela Petit tilbage, svarede direktøren kort.
   Lidt efter fulgtes han, Maren og jeg ned til hovedindgangen. Jeg tog min kasket på og blinkede optimistisk til dem: -- Jeg holder mig i forbindelse med jer!
   -- Godt, Tomsen, svarede direktøren. -- Jeg sætter min lid til dig!
   Inde i Kadetten udstødte jeg et sejrshyl. Direktør Mikkelsen og Maren vinkede begge alvorligt til mig, og jeg dyttede glad tilbage. Dette her ville virke. Jeg kunne mærke det!