Den 19. marts 1976 fløj en stråle af blændende lys igennem et vindue på 3. sal i et hospital i det indre København og ramte et nyfødt barn lige i panden. Det stod eftersigende omtalt i flere aviser dagen efter. Jeg er blot blevet dette fortalt, da jeg rent selvfølgeligt ikke kan huske hændelsen. Ingen vidste hvor lysstrålen var kommet fra, eller hvad det egentlig var for en størrelse og efter et stykke tid var det glemt igen, som ting der ikke har nogen konsekvens nu en gang bliver glemt. Jeg følte derfor ingen større grund til at fortælle nogen den konsekvens lysstrålen rent faktisk havde haft på mig: Det faktum, at hændelsen, efter dens indflydelse gik op for mig, kom til at følge mig hele mit liv igennem, og oven i købet kom til at have en stor indflydelse på mine nærmeste, uden de nogensinde ville komme til at vide af det.
   Jeg kan læse folks tanker, og har kunnet det lige siden jeg lærte alfabetet at kende i 1. klasse i folkeskolen. Det skal lade sig vide, at jeg netop læser tankerne og ikke hører hvad folk omkring mig går og tænker. Ord, formet som reelle sætninger - mere eller mindre; folks tanker er sjældent stilistisk korrekte, og endnu mere sjældent særlig velformulerede - dukker op i panden på folk der har denne vendt i mod mig, når tankerne formes bag disse lystavler. Da jeg var helt lille betragtede jeg det som et puslespil: Få ordene i panden til at passe med lydende fra munden. Puslespillet gik aldrig op.

Som tiden gik, og uden det på noget tidspunkt var et valg jeg selv traf, gik det op for mig, at denne evne kom andre til gode mere end den kom mig selv til gode. Jeg vidste med det samme hvad folk ville have ud af mig; ville have mig til at gøre, uden de havde behov for at sige det. Mennesker er sådan en sjov størrelse, der konstant har træng til at pakke intentioner ind i de tykkeste lag af gavepapir, i stedet for bare at aflevere dem nøgne. Mennesker siger aldrig tingene helt som de er og de stiller aldrig de spørgsmål de umiddelbart virker til at stille. Men alt dette var selvfølgelig ikke et problem for de mennesker jeg havde at gøre med, fordi jeg med det samme kunne spore kernen af det artikulerede. Som tiden gik, blev det altså nærmest et mål for mig, at tilfredsstille folk omkring mig; gøre hvad de bad mig om, uden de bad mig om det.

Da min mor fortalte mig, at min far var blevet syg, men at lægerne havde sagt det ikke var noget alvorligt, vidste jeg med det samme at min far havde fået konstateret kræft, og i stedet for at udstille min mor som af uforklarlige grunde havde valgt at lyve for mig, begyndte jeg blot tidligt at indstille mig på min fars eventuelle død. Det skulle jo ske før eller siden, og han var en gammel mand. Mennesker bruger utrolig mange kræfter på at tænke på død. Død og kærlighed. Det må være de to grupperinger af tanker jeg har læst allerflest af igennem mine mange år som tankelæser.

Det er klart, at min evne blev mindre og mindre værd som årene gik og teknologien sprang frem i vores kollektive hverdag. Med internettet blev det lettere at lære hinanden at kende, uden frivilligt at afsløre noget. Med blot et navn, en adresse eller et telefonnummer er det overraskende, hvor hurtigt man pludselig kender ens nabo eller ens børns venners forældre. Det er et handlingsmotiv der bygger på sikkerhed og tryghed for én selv og ens kære, og dermed er det vel forsvarligt, at undersøge de mennesker man omgås. Den virkelige evne her, består i stadig at virke overrasket når man taler sammen ansigt til ansigt. Dette er en evne jeg stille og roligt begyndte at mestre, mens jeg stadig gik i folkeskolen, og havde vænnet mig til den rolle som mine venners, mine lærers og mine forældres pande-lystavler spillede i min hverdag. Det viste sig, at jeg i en 5-6 års alder var et mønsterbarn der hverken skabte ballade i hjemmet eller i skolen. Hvis mine forældre var stresset over deres respektive jobs, men jeg havde fået mig most tæt nok på til at kunne vise de nye tricks min action-man havde lært, læste jeg hurtigt at de i virkeligheden ikke havde tid til at lege med en unge der vidst var gammel nok til at lege med sine egne venner og ikke sine forældre. Og så begyndte jeg at lege mere med mine venner. Jeg havde nemt ved at få venner, fordi der ikke skulle meget til at rette op på en fejl man havde lavet, når blot man vidste hvad man havde gjort forkert. Det skal dog siges, at børn har lettere ved at sige tingene ligeud end voksne, så der var aldrig rigtig nogle problemer på dette område. Hvis jeg havde været for grådig med de store røde legoklodser, så fik jeg det oftere at vide igennem ord fra munden end ord i panden. Mine lærere var dog en anden sag. Det undrer mig stadig den dag i dag, hvad disse undervisere egentlig er for en størrelse, på trods af, at jeg måske kender dem bedre end de kender hinanden. Hvad der allerede mødte mig i folkeskolen var denne sære blanding af et ydre bestående af brede smil samt godmodig pædagogik og et indre bestående af selvhad og et temperament som en vulkan konstant på kanten af udbrud. I gymnasiet var lærernes ydre strengere, mens deres indre var mere skrøbeligt. Jeg lærte altså igennem mit liv som elev, at læreres indre aldrig stemte overens med deres kropssprog og ansigtsgrimasser, og af denne åbenlyse grund, kunne mine venner aldrig forstå når jeg udtrykte en følt medlidenhed med lærerne. Fælles for alle lærere jeg mødte igennem studielivet - og dette blev hurtigt mit indre motto - var dog: Svaret står i panden. Jeg fik af denne simple grund ofte gode karaktere, men det er værd at pointere at det ikke var mit umiddelbare formål; at udnytte min evne til at komme med de korrekte svar, for at gavne mit karaktergennemsnit. Jeg ventede ofte med at svare til disse fortvivlede undervisere var ved at bryde sammen af modløshed. Svaret ville så give dem en forløsning og glæde så stor at det bestemt gjorde op for den lange og kedsommelige skoledag.

Det burde sige sig selv, at den kvinde jeg endte op sammen med, var en ærlig kvinde. I mine øjne en problemløs kvinde, set i forhold til at ingen mennesker er helt problemløse. Ordene der lyste frem i hendes pande var altid mere eller mindre de samme som kom ud af hendes mund. Derfor talte vi meget sammen. Jeg talte mere med hende end jeg har talt med nogen anden. Jeg skulle nemlig ikke fokusere på to ting samtidigt, hvilket var noget af en lettelse, efter mit ungdommens liv som aktiv tankelæser. På trods af det, fortalte jeg end ikke hende om min evne. Hvorfor? Fordi dette først ville sætte tankerne i gang, og potentielt skabe splid i naturligheden mellem os. Min evne er ikke naturlig, nej, men så længe jeg holder den for mig selv, er alt andet naturligt. Jeg kan kun forestille mig de sære strømme af tanker der ville opstå i et menneskes hoved, ved bevidstheden om, at netop disse tanker kunne læses af en anden; lige så tydeligt eller utydeligt som de blev skabt.

Et godt, gammelt ordsprog lyder; med ærlighed kommer man længst. Det er blot som om, at en stor del af menneskeheden har glemt dette, og jeg har ofte funderet over hvilken skam det er, at menneskeheden gør det noble gøremål at hjælpe hinanden sværere end hvad nødvendigt er. Nuvel, ja - jeg har da personligt reflekteret over min egen ærlighed, fordi det skal da stå tydeligt, at jeg, på trods af min evne til at vurdere og fange mine medmennesker i uærligheder, ikke har nogen forudbestemt fordel her. Men det skal også siges, at jeg igennem min evne formentlig har opnået et tættere forhold til ærlighed, og måske tør jeg endda konkludere at jeg forstår ærlighed bedre og derfor sætter mere pris på dens dyd. Og sådan er det vel ofte: Vi sætter først rigtigt pris på ting, når vi forstår dem. Og hvordan ville man også kunne sætte pris på noget man ikke forstår? Men man kan også lære at forstå. For at indse dette, kræves der blot ærlighed over for én selv. Med andre ord betragter jeg mig selv som et ærligt menneske. Dette er forhåbentlig sandt.